KONCERTANMELDELSE

Jeg har altid været fascineret af det mærkværdige, amerikanske new wave- eller synth-pop-rock-band, Sparks. Både fordi de to brødre i spidsen for bandet – Ron og Russell Mael – altid har taget sig så umage ud.

Den ene har altid været nobel og rank med håret pertentligt sat og overskægget trimmet – den anden altid spraglet og farverig med et rigeligt hår spændt op til lir.

Og fordi deres musik har været så excentrisk og atypisk, på én gang så enkel og ekstraordinær. Den noble har stået for det enkle, den spraglede for liret.

Efter at de torsdag aften optrådte med deres band – live i Koncertsalen i DR Byen – er min fascinationen ikke aftaget. Tvært imod.

Nok havde brødrene og deres (oprindelige) band deres storhedstid i 1970’erne og til dels ’80’erne, men hverken brødrene eller (det øjeblikkelige) band virkede trætte eller ældede. Vel fremstod 79-årige, noble Ron gammel (måske endda svækket) – men han har altid fremstået gammel, mørk og sky. Lillebror, Russell – som er blevet 76 år – fremstod til stadig viril. Hans stemmepragt var stadig intakt, og hans sceneoptræden stadig sprælsk. Der var hos ham ingen aldring at spore.

Størstedelen af det materiale, brødrene – og dermed Sparks – ventilerede i Koncertsalen stammede fra storhedstiden i 1970’erne og ’80’erne. Det var uomgængelige sange som ”This Town Ain’t Big Enough for the Both of Us”, ”Academy Award Performance”, ”All You Ever Think About is Sex”, ”The Number One Song in Heaven” og ”Reinforcements”. Men det gamle materiale blev frisket op fortjent og autoritativt af det øjeblikkelige band. Og så blev det gamle tilsat nyt materiale – blandt andet fra dette års album, Mad! Herfra sang og spillede Sparks dugfriske sange som ”Do Things My Own Way”, ”Drowned In a Sea” og ”Jansport Backpack”.

Sparks’ udtryk er stadig – uanset om vi taler om det gamle eller nye materiale – som et forunderligt miks af Frank Zappa, Tom Verlaine og David Byrne. Det er ekspressivt, pågående, direkte. Blottet for svinkeærinder. Det er frækt og frejdigt. Og så er det tilsat såvel tekstuelle som kompositoriske digressioner, som mere kommercielt tænkende kunstnere aldrig ville tillade sig selv eller få lov til. Det er bare de digressioner, der er Sparks’ særlige kendetegn. Dem, der er det særegne og unikke ved sangene og musikken. Og hertil kommer, at Sparks kan noget, som de færreste sangskrivere, sangere og musikere kan: De kan effektivt afslutte deres numre. Mange af de mærkværdige og dog enkle sange kommer til en brat ende, der forekommer organisk naturlig. Samme evne til at slutte sange og musikstykker har eksempelvis Elvis Costello, men kun få andre.

Det hele – sangene, kompositionerne, den faktiske performance og iscenesættelse, enkelheden og kompleksiteten – er for mig det, der fascinerer. Og Sparks fascinerede. Og imponerede.

*****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk