KONCERTANMELDELSE

Jazzhus Montmartre har under Copenhagen Jazzfestival 2025 et godt program. Derfor er det heller ikke overraskende, at jazzhuset melder alt udsolgt hvad de internationale highlights angår. Vel er lokationen lille og antallet af mulige gæster tilsvarende begrænset, men priserne er høje – om end rimelige – og koncertprogrammet altså også godt.

Et af de første navne på jazzhusets program var svensk/norske Rymden, som optrådte både lørdag og søndag aften. Søndag indfandt jeg mig tidligt i det allerede tætpakkede venue – ikke for at gnubbe albuer (hvilket jeg dog ikke kunne undgå at komme til) – men for som de andre gæster, der også tøjlede deres klaustrofobi, at høre Rymden.

Rymden er for mig noget særligt. Trioen bygger videre på det, min helt – den svenske jazzpianist, Esbjörn Svensson – skabte. Svensson døde i 2008 i en tragisk drukneulykke ud for Stockholms skærgård, kun 44 år gammel, men forinden havde han med sin musik og sin trio formået at revitalisere jazzen, den svenske, ja, hele den nordiske, måske endda den europæiske. Han nåede at blive jazzens svar på poprockens stjerner – et eftertragtet pejlemærke for både fans og kolleger – og det både som komponist og pianist.

Ti år efter at Svensson døde, mindedes en ny trio ham – en trio bestående af kontrabassisten Dan Berglund og trommeslageren Magnus Öström (begge fra Svenssons svenske trio) og i Svenssons sted: den norske pianist Bugge Wesseltoft. Under navnet Rymden udsendte den nye, nordiske trio en første single, og siden er der udkommet flere singler, EP’er og album – senest albummet, Valleys & Mountains i 2023.

Da Rymden søndag indfandt sig på scenen i Jazzhus Montmartre og som forventet gav en bundsolid intimkoncert i to sæt – ja, så bestod hele først sæt af numre hentet fra Valleys & Mountains. Andet sæt bestod af numre fra bagkataloget.

Én ting, der efter søndagens koncert stod klart, er, at Berglund og Öström – som begge efter det første chok over at have mistet deres første kapelmester har skabt farbare veje frem i jazzens verden og lavet gode album i eget navn – nu fremstår som stærkt rutinerede. Man tør god betro dem sine egne værdifulde instrumenter. For de ved, hvad de gør, og hvad de vil. Og med til dette sidste hører, at de stadig fremstår så sensitive, stærke og stilsikre, som de gjorde, da de var yngre og spillede med Svensson.

En anden ting, der står klart, er, at Wesseltoft, som – i min optik – både før og efter 2008 har været en af Nordens største jazzpianister (på højde med blandt andre Danmarks Carsten Dahl og Finlands Iiro Rantala), udfylder Svenssons klaverstol med naturlig styrke. Også han er stilsikker og sensitiv, åben overfor nye impulser. Jeg kunne dog godt have undværet hans elektroniske bidrag og nøjedes med hans klaverspil – for på klaveret er han så ekvilibristisk, at det for mig ville være at foretrække, at han blev ved dét alene.

Men sammenspillet de tre imellem, musikforståelsen, den fælles sansning – den var det hele værd, elektronik eller ej.    

*****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk