KONCERTANMELDELSE
Under Copenhagen Jazz Festivals paraply er der hvert år små knopskydninger af festivaler, som midt i det hele påberåber sig deres egen identitet. Således også i år, hvor Brønshøj Sommer Jazz har hævet sin egen fakkel.
Brønshøj er for en gangs skyld godt repræsenteret i programmet. Og Sommer Jazzens fakkel kaster især lys på ét spillested – et særegent et af slagsen – et gammelt, 34 meter højt vandtårn fra 1930. Tårnet er for længst taget ud af drift, men det er aldrig blevet revet ned, for det er fredet.
Umiddelbart ville man sige, at tårnet er uegnet som spillested. For det er rundt, 20 meter i diameter, opbygget i rå jernbeton, indvendigt er det koldt og mørkt, bygget op omkring et virvar af betonpiller, betonbjælker og vandrør og i midten en vindeltrappe fra gulv til loft. Der er ingen egentlige scener. Ingen egentlige siddepladser. Ingen egentlig gulvplads. Dårlige udsigtsforhold. I den forstand er næsten alt galt. Selv akustikken er en udfordring. Men det er netop summen af alt det, der gør spillestedet så unikt. Alle uden undtagelse – musikere såvel som gæster – tvinges til at affinde sig med virkeligheden og bare få det bedste ud af den. Men dét gør de så også. Gæsterne kan dårligt klage, for hvad skal arrangørerne gøre? Og musikerne? De beslutter sig for at skabe musik, der matcher rummet. Og alt er i princippet muligt, for ingen konventioner kan følges.
I disse omgivelser har Brønshøj Sommer Jazz præsenteret en stribe koncerter – 3 koncerter hver dag, tre dage i træk – alle under fællestitlen: Toner i tårnet. Og dét er, hvad man har fået. Toner. I tårnet. Ikke musik i konventionel forstand.
Da jeg søndag eftermiddag rejste mig efter koncerten med Viktoria Søndergaard og Stine Benjaminsen, spurgte en ældre dame mig og andre omkring sig: Hvad kalder man egentlig den form for musik? Jeg blev hende svar skyldig. Fablede noget om avantgarde, freejazz og improvisation. Og det svar var måske rimeligt nok. Men reelt var temabetegnelsen, ”toner i tårnet”, mere dækkende.
Viktoria Søndergaard, der fortjent er blevet udråbt som et stort talent på vibrafon, havde anslået toner, nogle gange enkeltstående toner, andre gange toner i strenge – under alle omstændigheder toner og/eller klange. Og hendes medmusikant, den lige så talentfulde blokfløjtenist, vokalist og performer, Stine Benjaminsen, havde gjort det samme. Enten med sin stemme eller med sin fløjte. Og med det landskab af lyde, de hver for sig og sammen opbyggede, ophævede de egentlig mit behov for at se dem. Jeg fik som gæst snarere lyst til at sanse – lyde, klange, ekkoer (i det højloftede rum), kulde og mørke. Og dét gav for mig god mening – også fordi Søndergaard og Benjaminsen henstod i mørke og/eller gemt bag betonpiller. De blev som performere mindre vigtige end deres lyde og klangflader. Og da de til UG formåede at udnytte den vanskelige akustik, blev deres akustiske, næsten ambient(e) musik en stor, stor oplevelse. Det var som om, de begge blev ét med deres instrumenter.
***** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk