KONCERTANMELDELSE

Den herboende, japanske komponist og pianist, Makiko Hirabayashi, har langsomt, men sikkert erobret den internationale jazzscene. ”Langsomt” formodentlig fordi hun er lidt undseelig, ”sikkert” fordi hun er i besiddelse af de kunstneriske kvaliteter, der skal til for at erobre verden.

Hendes seneste album, Gifts, udkom i januar i år på det tyske label, Enja. Selv kaldte jeg i min anmeldelse albummet ”imponerende” og ”noget nær et mesterværk”. Det særlige ved albummet var, at Hirabayashi inspireret af den klassiske barokkomponist, tysk/engelske Georg Friedrich Händels værker, havde skabt forfriskende ny, melodisk og facetteret instrumentaljazzmusik.

Gifts var indspillet med en ekstraordinært god kvartet – Weavers – som foruden kapelmesteren selv bestod af Fredrik Lundin på tenor- og sopransaxofon, Thommy Andersson på kontrabas og Bjørn Heebøll på trommer og slagtøj.

Albummet gav jeg fem ud af seks mulige stjerner, og af samme grund var mine forventninger store, da Hirabayashi og Weavers mandag trådte op i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro med materialet fra Gifts og koncerttitlen: ”Ekko af Händel”.

Forventningerne? De blev mere end indfriet. Det var som om, kombinationen af kirkerum, åndelighed og sanselighed, intensitet og intimitet løftede musikken til et absolut niveau. Når Hirabayashi, Lundin, Andersson og Heebøll live eksempelvis spillede de stykker, der var inspireret af Händels ”Messias” – stykker som ”Darkness & Light” og ”Surely” – var det som om, de og deres frembringelser kom i direkte dialog med den messias, der pryder Carl Blochs altertavle i kirken.

Herpå ser man Jesus genopstå af de døde; træde ud af graven; med en lysende glorie om hovedet og udstrakte arme og hænder; næsten som måtte han bryde ud for at se, hvor den frydefulde musik kom fra.

Selv havde jeg udstrakte arme og hænder. Selv bifaldt jeg det, der blev skabt – live. Og var Hirabayashis og Weaver’s album ”noget nær et mesterværk”, så var deres optræden i Sankt Jakobs Kirke fuldtonet mesterlig. Der var en særegen, stoisk ro over de fire. Hver især håndterede de deres instrumenter til UG. Og deres sammenspil – det var intet mindre end respektindgydende.

Naturligt nok var Hirabayashi det kunstneriske midtpunkt. Men Lundins optræden – han stod i midten, omgivet af de andre – den var alligevel den stærkeste, jeg nogensinde har set fra den ellers så rutinerede herres side. Jeg har set og hørt megen jazz opført live. Men jeg mindes ikke at have set og hørt så stærk en præstation, som den Lundin mandag leverede. At opleve ham – så intens og intim og sikker og sanselig – var overvældende, næsten hævet over det jordiske.

******  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk