KONCERTANMELDELSE
Da den danske jazztrio, Blåly, sidste efterår albumdebuterede med, Nystalgi, måtte jeg kapitulere og give fem ud af seks stjerner. Komponisten, kapelmesteren og pianisten Barbara Fiig, kontrabassisten Johan Kjær Houver og trommeslageren Timon Matern gjorde således et usædvanlig godt førstehåndsindtryk. Jeg fik simpelthen lyst til at dvæle ved deres musik.
Alle tre er uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København, men musikken på debutalbummet er ikke desto mindre moderne triojazz med et nordisk islæt. Tonesproget er, som vi kender det fra navne som Bremer McCoy, Svaneborg Kardyb og Hvalfugl. Måske har trioen fundet inspiration hos nævnte. Måske hos norske Tord Gustavsen eller hos svenske Esbjörn Svensson – helt sikkert hos svenske Jan Johansson. Dét tænkte jeg. Og det tænker jeg stadig. For musisk befinder Blåly sig i samme nordisk melankolske hjørne, som de mulige inspirationskilder. Blålys musik forekom mig bare at være en my lettere. Solid, men lettere. Mere fordøjelig. Og venlig.
Da jeg blev opmærksom på, at Blåly under Copenhagen Jazz Festival skulle optræde i Sankt Markus Kirke på Frederiksberg tænkte jeg af samme grund, at jeg måtte opleve de tre unge musikere live. Den tanke var der bare mange andre, der også havde fået. Kirken var pakket – hvilket tilsyneladende kom bag på alle. Ikke bare mig, men også arrangørerne og de tre optrædende, der tydeligt var berørte over, at de og deres nye musik var blevet et tilløbsstykke.
Men de tre sundede sig og fra ”scenen” forrest i kirkeskibet gav de snart en forrygende smuk koncert – selvfølgelig hovedsageligt med materiale fra det ene album, de har udgivet, men også med nyt materiale. Eksempelvis åbnede trioen med et nyt nummer, ”Det løser sig”. Og siden fulgte andre nye numre: ”DGÆ” (gad vide om det betyder Den Grimme Ælling?) og ”Bølger” – foruden en versionering af en traditionel svensk vise, ”Emigrant”, som også Jan Johansson i sin tid indspillede.
Personligt er jeg til fals for tonesproget. Og så er det egentlig mindre vigtigt for mig, om materialet er nyt eller traditionelt – om det for den sags skyld indgår på det ene album, trioen har udsendt. Det centrale er, at trioen har noget på hjerte, og at den har sans for den visetradition, der har så sunde og stærke rødder i Sverige. Barbara Fiig fortalte undervejs i koncerten, at hendes familie har et fritidshus i Sverige. Ikke en egentlig ødegård, men et hus, der bærer navnet, ”Hoppet” (på dansk: ”Håbet”). Alene dén historie gjorde, at føltes naturligt at knytte det, der for mig at se og høre er et af trioens signaturnumre, ”Hoppet”, til den traditionelle vise, ”Emigrant” – disse to numre udgjorde lige som et kapitel for sig under koncerten. Men andre signaturnumre som ”Nystalgi” og ”Garnisons Kirkegård” gjorde sig også sindsoprivende godt i kirken på Frederiksberg. De er krystalklare, enkle, nostalgisk – lige som de fleste af Blålys numre i øvrigt er. Bare særligt signifikante. Og når jeg hører ”Hoppet” – og knytter musikken til Barbara Fiigs lille historie – ja, så åbenbarer der sig billeder af levet familieliv, gode og sommerlyse minder.
***** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk