KONCERTANMELDELSE
Den brasilianske komponist, pianist og vokalist, Eliane Elias, er jævnligt i København. Og ofte – senest tirsdag aften – har jeg hørt hende sige, at hun elsker København og Danmark. Jeg er tilbøjelig til at tro, at hun mener det. Da hendes bagage denne gang ikke var nået med frem, havde hun endda ”været tvunget til” at gå ud at shoppe – så den kjole og de højhælede hun bar var danske. Dét gjorde hende glad og stolt, fornemmede man. Glæden ved det nye var større end irritationen over det forsvundne.
Man kan ofte komme i tvivl om, hvorvidt den kærlighed en besøgende kunstner giver udtryk for at omfatte København med er reel eller bare et tomt udsagn, der skal bygge bro. Men der er én ting, jeg med statsgaranti kan sige, at Eliane Elias elsker – det er musikken. I hendes tilfælde mødepunktet mellem sambaen, bossanovaen og jazzen. Eliane Elias er sprudlende energi og glæde, når det er den form for musik, der spiller.
Personligt kender jeg mange latinamerikanere, især argentinere, og alle som en siger de, at tilgangen til livet i nabolandene, Argentina og Brasilien, notorisk er forskellig. Argentinerne ser altid glasset som halv tomt, brasilianerne altid som halv fyldt. Og Eliane Elias’ glas – det er mere end halv fyldt. Hun er indbegrebet af livsglæde og begejstring, når hun sidder der ved klaveret, omgivet af dygtige sidemen og et forventningsfuldt publikum. Man fornemmer sågar, at hun har svært ved at forlade scenen, instrumentet og publikum. Således også tirsdag aften, hvor hun givet kunne have fortsat, hvis ikke kapelmesteren havde trukket hende ud efter anden runde ekstranumre.
Kapelmeter i hendes orkester – denne gang en kvartet – er altid den samme: kontrabassisten Marc Johnson, som også er Eliane Elias’ mand. De øvrige musikere på scenen var guitaristen Leandro Pellegrino og trommeslageren Mauricio Zottarelli. Og den konstellation formåede vitterligt at løfte det brasilianske jazzmateriale – som altovervejende var fra Eliane Elias’ seneste album, Time & Again – til et nyt niveau. På albummet indgår en lang stribe af store navne – 15 i alt – men de fire på scenen i Koncertsalen i DR-Byen formåede fornemt at skabe dybde og bredde, intimitet og volumen. Succesen skyldtes selvfølgelig de tre sidemens respektive kvaliteter, men også midtpunktets ditto. Eliane Elias er vitterligt som en Duracell-drevet ekvilibrist. Hun er gennemmusikalsk. Og så er hun magnetisk, hvis man kan forestille sig dét!?! Og dét i kraft af musikaliteten, sanseligheden og glæden. Man får lyst til at være i selskab med hende. Og lyst til at høre hendes kærlighed til sambaen, bossanovaen og jazzen foldet ud. Uanset om det så er i egne numre eller i standards som Ary Barrosos ”Aquarela Do Brasil”. Eliane Elias er brasiliansk kulturambassadør – om nogen.
Vel kan man klandre Copenhagen Jazz Festival, at de agerer sikkert ved endnu engang at hyre Eliane Elias som trækplaster. På den anden side: Hun leverer jo. Og hun lader ingen tilbage uberørt.
***** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk