KONCERTANMELDELSE
Brasilianske Amaro Freitas var af Copenhagen Jazz Festival blevet lanceret som et unikt fænomen – på grund af hans slagtøjsprægede tilgang til klaveret. Freitas optrådte også på Vinterjazzfestivalen i februar i år, så festivalen måtte jo vide, hvad den talte om.
Nu var han igen i København – nu på sommerens festival – og jeg skulle for første gang opleve ham. Og ret beset forstod jeg festivalens lancering. Men helt ærligt – jeg havde svært ved at kapere hans tilgang til klaveret. I hvert fald indledningsvist.
For en ting var, at Freitas demonstrerede en slagtøjspræget tilgang til klaveret. Noget andet var, at han begav sig af med en særegen form for sprint. Hans fingre hastede henover klaviaturet i en sprint, der ikke umiddelbart tog af i hastighed, og som syntes at være en pointe i sig selv. Men fuck, hvor var det stressende. Og uinteressant.
Men cirka en halv time inde i solokoncerten på Bremen Teater, skete der noget. Freitas stillede sig op og fortalte en længere historie – om Brasilien, sin rejse udi Amazonas, mødet med de oprindelige folk, oplevelsen af fugle og fauna. Og især – lyde.
Og så forsøgte han ellers at genskabe junglens lyde, optage dem i loops og bygge lag på lag ovenpå. Og snart var det vitterligt som om, han havde taget os med ud i den hedt dampende jungle med fugle alle vegne, vindens tag i trækronerne, vandets sagte, men konstante rislen. Og ovenpå alt dét – byggede han musik op. I et andet, mere langsommeligt, nærværende og adstadigt tempo. Og jeg var bjergtaget. Forbløffet. Og forført.
Selv kaldte han denne form for musik for ”dekoloniseret jazz”. Og jeg er ikke i tvivl om, at han havde en agenda – måske endda en politisk agenda, i hvert fald en kulturel agenda. Hans nye, særegne, næsten ambiente form for jazz, havde en dybt personlig karakter, og det stod klart, at han ville have os med på sin galaj: med til at kæmpe for de oprindelige folk; med til at kæmpe for junglen (imod skovfældning); med til at levendegøre den eksisterende, rige kultur i Amazonas.
Han benyttede sig nu i stort omfang af præpareret klaver – han manipulerede strengene i flygelet med diverse objekter eller ”spillede” direkte på strengene i stedet for at bruge klaviaturet. Iblandede elementer af den afro-brasilianske stilart, maracatu, og skabte et forunderligt lydlandskab der balancerede mellem ”reallyd”, ambient og eksperimenterende freejazz. Lydbilledet blev facetteret og bastant og drømmende melodisk – stadig var det ekspressivt, men pludselig også eksotisk og indeholdende et påtrængende nødvendigt budskab om respekt for naturen, de gamle kulturer etc.
Freitas koncert gik dermed fra at være overbevisende speedy og uinteresant til at blive overrumplende ukonventionel og vigtig. Og teknisk var Freitas hele tiden sikker i sin sag. Selv om han var alene på scenen, formåede han på besnærende, kunstnerisk vis at animere sit publikum til at agere eller i det mindste tage aktivt stilling. Jeg ved ikke præcist til hvad, men noget – noget vedrørende junglen, naturen, de oprindelige folk. Og dét gør jeg gerne.
**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk