KONCERTANMELDELSE
Iris Bergcrantz’ svensk / danske jazzkvartet er et forrygende godt, nyt bekendtskab. Og kvartettens koncert onsdag eftermiddag i Sundby Kirke var ikke overraskende et velkomment bidrag på Copenhagen Jazz Festival.
Jeg anmeldte sidste efterår kvartettens andet album, Vi fanns förut, og kaldte albummet ”eminent” og ”vellykket” – materialet ”stilsikkert, solidt og suverænt”. Jeg gav albummet fem stjerner ud af seks mulige.
Genremæssigt begiver Iris Bergcrantz og hendes kvartet sig af med vokaljazz af den slags, der stilmæssigt er forankret i den svenske visetradition. Og den genre mestrer hun og kvartetten altså til fuldkommenhed.
Kvartettens materiale, som altovervejende er originalt, er melodisk, melankolsk og alligevel let og luftigt. Og sådan som sangerinden Iris Bergcrantz, pianisten Magnus Hjort, bassisten Anders Fjeldsted og trommeslageren Andreas Svendsen onsdag levendegjorde det i det spartansk udsmykkede kirkerum – ja, der sang englene med.
Både kirken og kvartetten – og jeg, for den sags skyld – blev overrasket over, at koncerten blev et tilløbsstykke. Men sandt at sige – arrangøren måtte springe rundt og finde ekstra taburetter, så flest muligt kunne få en siddeplads, og alligevel måtte flere stå op.
Det massive fremmøde gjorde måske nok Iris Bergcrantz en smule nervøs, men hun fandt hurtigt roen, og så blev den svensk-sprogede vokaljazz forløst til fortjent applaus. Og akkompagnementet? Det var formfuldendt, ukrukket og naturligt smukt. Sangene og kompositionerne rummede fine facetter, men forekom mig også at være enkle – storytelling af den vedkommende og klare slags.
Hovedparten af sangene var hentet fra Vi fanns förut. Kvartetten åbnede således koncerten med ”Martyren” og fortsatte med ”Att tycka rätt”, ”Vi fanns förut”, ”Hoppet” og et medley bestående af ”Nu har jeg fått den jag vill ha” og ”Det skulle aldrig bli”. Sidstnævnte sang er i min optik nævnte albums bedste. Og onsdag eftermiddag – koncertens bedste.
Der er noget særligt ved sangen. Noget sensitivt og smerteligt. Og når budskabet fremmanes af Iris Bergcrantz’ kontrasterende, uskyldsrene og lyse stemme og det melodisk klare akkompagnement, så er enhver dansker, som elsker den svenske visetradition og vokaljazz, solgt. Det var jeg i hvert fald, og med mig – mange af de andre gæster i Sundby Kirke.
Sangene og musikken gjorde sig godt i det intime kirkerum med højt til loftet. Vi var så at sige alle i samme (kirke)skib. Alle en del af sensitiviteten og smerten. I den forstand nåede Iris Bergcrantz Quartet mit og mange andres hjerte.
**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk