KONCERTANMELDELSE
Norah Jones er i år et af Copenhagen Jazz Festivals hovednavne.
Da billetterne til hendes koncert i DR-Byens koncertsal tidligere på året blev frigivet, blev der af samme grund hurtigt udsolgt. Folk ville stadig / endnu engang / eller for første gang se og høre giraffen.
Jeg har selv set og hørt hende mange gange og ret gennemgående haft svært ved at tøjle min skuffelse. Den amerikanske singer-songwriter / jazzpianist og -vokalist har i min optik altid været lidt for pæn og lidt for blankpoleret. Dét er hun for så vidt stadig – hun holder på formerne. Har altid fremstået som en, der stræbte efter at gøre noget bestemt og gøre det rigtigt – fremfor at gå med et flow og improvisere. Derfor har der altid været en forudsigelighed, noget redeligt og ordentligt og lettere kedeligt over hendes ellers prisbelønnede og storsælgende musik. Det har altid været som om, hun var bange for at fejle.
Men i år gemte hun sig ikke bare bag det hvide flygel. Hun kom også frem, ud midt på scenen, og spillede på el-guitar. Og hun gjorde det råt og voldsomt. Ikke uhæmmet eller løssluppent. Men dog råt og voldsomt. Og dét klædte hende. Hun spillede for eksempel sådan, da hun som første ekstranummer sang og spillede Tom Waits’ ”Long Way Home”. Sangen stammer oprindeligt fra Tom Waits’ album, Brawlers, Bawlers, and Bastards – oversat betyder titlen noget á la ”Slagsbrødre, skrigeaber og skurke”, hvilket ikke er noget, jeg umiddelbart forbinder med Norah Jones.
Sangen handler direkte aflæst om en mand, der kaster sine penge i grams, hænger ud på værtshuse, drikker og konsekvent og skyldbetynget har svært ved at finde hjem til den kvinde, som han jo godt ved, han har lovet bod og bedring. I overført betydning handler sangen om det at navigere i livet, opdage sig selv og knytte bånd til andre. Og dét kan mange af os nok genkende fra vores eget liv. Norah Jones kan formodentlig, for hun gjorde på en måde nummeret til sit eget. Det gjorde hun for mere end tyve år siden, da hun indspillede og indlemmede nummeret på albummet, Feels Like Home. I hendes indspilning er nummeret bare mere udpræget blevet et country-nummer end en værtshusballade. Men med det rå og voldsomme guitarspil torsdag aften fik nummeret også i hendes versionering nye, mere insisterende og rå dimensioner. Og det var dét, der klædte hende.
Nu vokser træerne jo ikke ind i himlen. Norah Jones var stadig, fortrinsvis, den pæne, lidt akavede og generte pige med den krystalklare stemme. Det var hun for eksempel når hun valgte sange fra sit seneste album, Visions fra 2024. Herfra sang hun blandt andet ”All This Time”, ”Paradise”, ”Running”, ”I’m Awake” og ”I Just Wanna Dance”.
De største bifald hentede hun, når hun sang sine største hits: ”Come Away With Me” og ”Don’t Know Why” – når Norah Jones afsluttede de store hits, kunne gæsten ved min side på balkonen klappe højt, intenst og længe, som var han i ekstase. Dertil nåede jeg ikke selv, men det var dog en glæde for mig at opleve, at Norah Jones kunne spille guitar så råt og voldsomt.
**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk