MUSIKANMELDELSE
Kaze er navnet på en avantgardistisk, japansk/fransk jazzkvartet bestående af komponist, pianist og kapelmester Satoko Fujii, trompetist Natsuki Tamura, trompetist Christian Pruvost og trommeslager Peter Orins. Kvartetten har eksisteret i fjorten år, men nu – hvor vokalisten Koichi Makigami gæster den i studiet – ja, så sker der noget ekstraordinært. For Makigami optræder vokalt – ikke med sang i egentlig forstand – men med lyde, der næsten har karakter af tegneserieudbrud og teatralsk nonsens. Når Makigami er i lydbilledet, er det som bliver det ramt af talebobler med alt fra nonsens til udbrud og skrig. Og det giver alt andet lige en ny, absurd dimension i Kazes musik. For pludselig bliver kvartettens musik en del af tegneserien. Ganske vist er det som om, kvartetten forsøger at holde fast i udgangspunktet – den seriøse, instrumentale avantgardisme – men med Makigamis tilføjelse til set-up’et, er det åbenlyst en kamp. Jeg fornemmer i hvert fald, at kvartettens musik farves af den stil, Makigami lægger for dagen. Og kvartetten overgiver sig selvfølgelig – den har jo selv inviteret Makigami ind i varmen. Men hans udtryk, der har en kropslig karakter, farver alligevel scenegulvet overrumplende meget.
*** / Circum Disc/Libra Records / 61 min.

