KONCERTANMELDELSE
Jeg havde på forhånd ventet mig en del af den amerikanske jazzsangerinde, Samara Joy. For vel var hun kun 25 år, men rygtet gik – at hun var noget ganske særligt. Og det, at hun allerede havde modtaget fem Grammy’er – det bidrog i dén grad til at tro, at der var noget godt i vente.
Og sandt at sige – det var der. Hendes vokal var overvældende. Ikke som jeg havde troet, rundet af gospel. Det var en ren jazzvokal.
Som kunstner fremstod hun for mig som et ungdommens svar på Dianne Reeves. Hun havde samme vokale pondus, samme vokale spændvidde. Bare ikke den samme forbundethed til gospel. Så jo – forventningerne var store, og de blev (mere eller mindre) indfriet. Mere eller mindre – fordi der alligevel var noget fladt over oplevelsen. Jeg skal herunder forsøge at indkredse hvorfor.
Først må jeg påpege, at jeg fra start blev glad. For alt var koreograferet og aftalt. Og når det er tilfældet, kan det absolut være fedt. Ikke altid, men tit.
Da lyset i salen var blevet slukket, åbnede døren til back stage sig og ind trådte Samara Joys syv sidemen. Alle veltrimmede mænd, ulasteligt klædt i stramme, mørke jakkesæt, skjorter og slips. De satte sig i en dobbelt halvcirkel, der efterlod en klar position forrest i midten til Samara Joy, som snart efter trådte ind i en glimmerkjole, der lyste hele salen op.
Herefter sang og spillede oktetten sig igennem ni standards – startende med ”Round Midnight”. På et tidspunkt fortalte Samara Joy, at de alle havde glædet sig til at spille i København i dette fantastiske koncerthus, og at de havde øvet sig i to år. Ud fra den stramme koreografi at dømme, kunne man foranlediges til at tro, at det var rigtigt. Efter ethvert nummer præsenterede hun de musikere, der havde spillet en solo. De rejste sig og bukkede. Og tydeligt var det, at ingen på noget tidspunkt gjorde noget, som ikke på forhånd var aftalt eller stod i nodearkene – hvilket både var koncertens force og problem.
Det var en fornøjelse at se det gennemtænkte udfoldet, men alt blev også en anelse upersonligt. Man fik ikke nogen klar fornemmelse af, hvor selvstændige de enkelte musikere var endsige en fornemmelse af, hvad Samara Joy var for et menneske. Dertil blev var hele alligevel lidt for stramt koreograferet og maskinelt.
Ikke desto mindre var Samara Joys kvaliteter som jazzsangerinde uomtvistelige. Hendes slægtsskab med ikke bare Dianne Reeves, men også Ella Fitzgerald og Sarah Vaughan var slående. Og når dertil kunne knyttes, at hendes akkompagnement var uforligneligt, for dét var det, ja, så var der gode kalorier at hente.
Med sig på scenen havde Samara Joy – Connor Rohrer på klaver, Paul Sikivie på kontrabas, Evan Sherman på trommer og de fire blæsere, David Mason på altsax, Kendric McCallister på tenorsax, Jason Charos på trompet og Donavan Austin på trombone. Og dén konstellation spillede næsten som var den et lille bigband.
Men forunderligt nok sang og spillede konstellationen kun ét nummer fra sidste års album, Portrait – nemlig sangen ”No More Blues”. Resten var gamle eller helt nye sange – i alle tilfælde standards, der var blevet omarrangeret til oktetten. Og alt var godt. Blot kunne man ikke for alvor mærke, hvem Samara Joy eller hendes sidemen var – for de stræbte kun efter det fejlfri.
**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk