KONCERTANMELDELSE

I min notesbog var den amerikanske guitarist, John Scofield, på forhånd indskrevet som et af få hovednavne på Copenhagen Jazz Festival 2025. Vel har han flere gange optrådt på festivalen; vel har jeg og andre af samme grund hørt ham flere gange før; vel er han gået hen og blevet 73 år; men han er ikke blevet en doven ophobning af gentagelser; han er stadig et sprudlende, skabende fyrtårn. Derfor indfandt jeg mig til den første af de to koncerter, han havde annonceret i Jazzhus Montmartre søndag.

Med sig havde han tre forrygende sidemen – navnkundige John Medeski på klaver, Vicente Archer på kontrabas og Ted Poor på trommer. Da de fire først havde fået kantet sig ind på den lille intimscene i Montmartre, gik de bare i gang – fra en ende af – for der var noget, de ville, noget de ville nå. Og inden vi andre nåede at se os om, havde de gjort scenen til deres og os andre til vidner. Det, de bragte med sig, var – bortset fra ekstranummeret, som skyldtes Hank Williams (”You Win Again”) – originale værker af Scofield, heraf mange så nye, at de stadig havde et iboende element af forsøg. I en enkelt tilfælde var Scofield endda i tvivl om, hvorvidt stykket havde fået et navn. Det havde det, meddelte Medeski: ”Ronnie”.

Kvartetten lagde fra land med nummeret, ”Dayton” – Scofields nye hyldest til den by i Ohio, som han selv stammer fra. Og så fulgte ellers i en lind strøm – numrene ”Ronnie”, ”Gloves” og ”Reggae” m.fl. Sidstnævnte titel matchede den stilart, kvartetten i dét tilfælde lagde for dagen. Herudaf kan man ane, at musikken ikke var ensartet, men varieret.

Men det var selvfølgelig primært guitarbaseret jazz, der blev fremelsket – og i visse tilfælde, som for eksempel med ”Ronnie” – med Medeski på orgel. Netop orglet gav en naturlig tyngde i musikken, og Medeski var lige så god på dét som på klaveret. At vi andre var så tæt på scenen i det lille, pakkede lokale – det gav bare en forunderlig intimitet, som næsten i sig selv var det hele værd. Havde jeg lænet mig frem, havde jeg kunnet nå orglet. For mig var det som om, jeg (eller vi alle) blev ét med lyden.

Efter åbningsnummeret greb Scofield mikrofonen og sagde, at det var ”dejligt at være tilbage i København, Danmark – og især i sådan en historisk jazzklub”. Og så tilføjede han ellers – i forhold til, hvad der ventede os – ”I hope that we will be wild enough for you”. Herefter fulgte, som nævnt, ”Ronnie”, hvori Medeski vitterligt var vild – ikke på en udisciplineret måde, men han gav orglet, alt hvad han havde i sig af temperament og teknisk snilde, og det gjorde nummeret til aftenens helt store oplevelse. Også andre numre var forrygende – det var for eksempel numrene med de (måske) lidt ufærdige titler: ”Jam” og ”Shuffle”. Flere numre forekom mig stadig at være i en tilblivelsesproces, men det gjorde dem levende – og når de blev fremelsket af en levende legende omgivet af sidemen af høj klasse – og rummet var så intimt, så blev oplevelsen stor.

****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk