MUSIKANMELDELSE

Danske Jasper Høiby – jazzbassisten med de stærke bånd til den ekspressivt moderne, britiske og kontinentaleuropæiske jazzscene – har på sit nye album indspillet musik med et hold af suveræne musikere: den britiske saxofonist, Alex Hitchcock, den lettiske fløjtenist, Ketija Ringa Karahona, den palæstinensiske oud-spiller, Saied Silbak, den spanske pianist, Xavi Torres og den ligeledes spanske trommeslager, Luca Caruso. Tilsammen udgør de Fellow Creatures.

Selv har Jasper Høiby i en årrække været en central figur i ensemblet, Phronesis, som på sæt og vis har revolutioneret såvel britisk som kontinentaleuropæisk jazz igennem de sidste tyve år. Om dét ensemble er brændt ud, er jeg ikke klar over, men materialet på We Must Fight er i hvert fald Phronesis-materiale genbesøgt af Fellow Creatures.

Musikken var i Phronesis-sammenhæng ekspressiv, energisk og insisterende – næsten alarmerende – og det er den ikke i mindre grad med Fellow Creatures. Stadig er den som skabt af nødvendighed. Det føles som om, det er vigtigt for musikerne at markere eller manifestere et eller andet – hvilket albummets titel også indikerer.

Jeg ved, at Jasper Høiby er en mand, der insisterer på friheden til og nødvendigheden af at udtrykke sig. Derfor kommer jeg også til at tænke på tidens store konflikter, og på folks voksende behov for at tale magtkamre midt imod, når jeg ser og hører We Must Fight. Jeg kan ikke undlade at tænke, at de herskende konflikter har båret ved til de bål, som med Jasper Høibys mellemkomst søges bekæmpet.

På We Must Fight hører man materiale fra Phronesis-album som Green Delay (2009), Alive (2010), Walking Dark (2012) og We Are All (2018). Materialet har bare fået en ny karakter – fordi Jasper Høiby har fundet nye dybder, kanter og betydningslag i sin egen musik. Selv siger han, at numrene er en del af hans DNA, og at de bare havde mere på hjerte. Da Alex Hitchcock med teknisk/kunstnerisk snilde har formået at omarrangere dem – og eksempelvis skaffe plads til en fløjte og en oud – ja, så er der opstået et andet lydlandskab, et andet klangideal, som dog stadig afspejler Jasper Høibys trang til at protestere mod uhensigtsmæssig magtkoncentration og uretfærdighed. Musikken stryger altså stadig ikke med hårene. Højdepunktet er for mig nummeret ”French” – det insisterende sidste nummer på albummet.

*****  /  Edition Records  /  37 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk