MUSIKANMELDELSE
Den amerikanske jazzkomponist og –trompetist, Sarah Wilson, har med Incandescence skabt en messingsuppe, der swinger. Albummet har hun indspillet med en sekstet, der – foruden hende selv – består af Kasey Knudsen på altsaxofon, Mara Fox på trombone, John Schott på guitar, Lisa Mezzacappa på kontrabas og enten Jon Arkin eller Tim Bulkley på trommer. Og sammen tilgår de seks altså det nye, originale materiale med en god indbyrdes musikforståelse og en beundringsværdig, instrumental sikkerhed. Noget særligt ved materialet – og i det hele taget, Sarah Wilsons tilgang til det med at komponere – er, at hun har komponeret musikken på inspiration hentet i billedkunstens verden. I 2023 var hun kunstner i et residency i Østrig, og her så hun malerier af en af Wiens ”Junge Wilde”, Thomas Reinhold. De store oliemalerier, der ret konsekvent forholder sig til egne former og farver er ekspressive – ligesom Wilsons eklektiske musik er blevet det. Teksturen i hendes musik er løfterig og lys, facetteret og fuld af glæde – ligesom Reinholds malerier.
**** / Brass Tonic Records / 45 min.

