KONCERTANMELDELSE

Hun har været her mange gange, den amerikanske indie-rock singer-songwriter, pianist og violinist, Joan Wasser alias Joan as Police Woman. Jeg har selv set og hørt hende mange gange, og næsten altid været imponeret over hendes helt basale kvaliteter som singer-songwriter og over hendes ligefremme, uhøjtidelige, lidt fanden-i-voldske fremtoning og performance.

Der er noget ”no nonsense” over hende. Noget frygtløst. Noget Pippi Langstrømpe-agtigt. Hun fremstår som en, der har sine meningers mod. Som en, der tør sige og gøre, lige hvad hun vil.

Meget i hendes performance er selvfølgelig planlagt, men meget fremstår også som spontant og intuitivt. I den forstand er der noget jazzet over hendes sange, musik og især performance.

Det var der også lørdag aften, da hun endnu engang optrådte på Hotel Cecils scene. Ret beset var der ikke meget jazz over hendes sange og musik, men den nonchalant lemfældige facon, hun indtog scenen og sine instrumenter med – den var jazzet.

Set-listen var ikke jazzet. For hun åbnede koncerten med numrene ”The Dream”, ”Full-Time Heist”, ”Warning Bell”, ”Remember the Voice” og ”Long for Ruin” – sange og kompositioner der snarere må genrebetegnes som indie-rockede. Det, der er så fedt ved de nævnte sange – og især den version, de udviklede sig til lørdag aften – er, at de er melodisk stringente, ret enkle og raffinerede og samtidig facetterede, kantede og beskidte. Det er – og var – som om, Joan as Police Woman ikke forsøger at ramme rigtigt, men bevidst eller intuitivt fyrer af fra hoften, uden at bekymre sig synderligt om sigtet. Det er dét, der giver hendes koncerter et så ekstraordinært liv. Man kan simpelthen mærke hende på scenen. Som en original; en særegen politikvinde, der nok forstår sig på loven, men tager egne midler i brug for at sikre, at den bliver overholdt. Jeg kunne udpege flere ”fejl” i hendes levering af stoffet, men fejlene og hendes fanden-i-voldske facon og nonchalance er netop det, der gør hendes koncerter så levende og vitale. Det, der gør, at jeg søger hendes koncerter gang på gang. For fejlene tilfører værdi. Og der er altid nye fejl og værdier at se og høre. Lørdag aften inklusive. Skramlede ”Long for Ruin” var et godt eksempel.

Med sig på scenen i Hotel Cecil havde Joan as Police Woman Will Graefe på guitar og Jeremy Gustin på trommer. Sidstnævnte gjorde sig særligt bemærket som virtuos musiker i trioen, der fremstod som godt sammenspillet og fortrolig med den særligt østkystamerikanske form for indie-rock, som blandt andet står skuldrene af John Cale, Lou Reed og Laurie Andersson. Meget sigende var første ekstranummer en forrygende versionering af Velvet Undergrounds ”I’ll Be Your Mirror”.

Sigende for graden af selvironi og humor bad Joan as Police Woman på et tidspunkt publikum i Hotel Cecil benytte sig af en uforudset lille pause til at kysse på hinanden og i øvrigt købe noget af den merchandise og de plader, hun havde bragt med sig fra ”the lovely United States of America”. Hun ønskede ikke at betale tariffer for at få merchandise og plader med tilbage over grænsen til sit hjemland.

*****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk