KONCERTANMELDELSE

Den canadiske singer-songwriter, Matt Andersen, er virkelig overbevisende. En ting er, at han kan skrive sange, der er til at forholde sig til – om kærlighed, ensomhed og lignende. Noget andet er, at han teknisk er afsindigt god – både som sanger og instrumentalist. Hans teknik medvirker til at gøre ham til det, han er – en storyteller, der til og med kan improvisere.

Guitaren fremstod onsdag aften som en forlængelse af hans krop. Eller måske snarere – som et appendiks til hans krop. Han var ét med instrumentet, betvang det med inderlighed, kærlighed og råstyrke. Brugte og misbrugte mikrofonen. Skabte en koncert præget af alvor og subtil humor, autenticitet og stridbar frihedstrang. Med til dette sidste hørte, at han var god til at improvisere.

I en af sine afsindigt langsommelige og voldsomt melankolske bluessange anslog han for eksempel pludselig temaet fra Den Lyserøde Panter – uden at det stod klart, hvad det tema havde med sangen, ”Have You Got the Blues”, at gøre. Men lige så troværdig han var i sin blues, lige så naturligt virkede det, at han disruptede sin egen signatursang.

Matt Andersen forbindes sædvanligvis med blues. Men onsdag aften demonstrerede han også, at han kan betvinge countrymusikken. Nok lagde han ud med en blues, ”Take Me Back”, men countryen sneg sig smukt ind i koncerten. Lige som coverversioner af andres sange sneg sig ind. Og jeg må sige, at hans cover af The Impressions religiøse 60’er-hit, ”People Get Ready”, var forrygende flot. Ikke at Matt Andersen selv fremstod synderligt religiøs, men han forstod sig, tror jeg, på temaet, tonesproget, budskabet.

Og måden, hvorpå han betvang sin guitar – lænede sig frem, lænede sig tilbage. Levede sig ind i sangene og blev ét med temaer som kærlighed og ensomhed – dét kombineret med hans teknik og humor var toppen.

Før han eksempelvis skulle synge ”Home Sweet Home” fortalte han, at sangen var skrevet for bare én kæreste siden, og han én gang havde held til at sige noget rigtigt til hende – nemlig da han på spørgsmålet om, hvor han syntes, de skulle slå sig ned og bo, havde sagt: ”Jeg er lige glad, bare jeg er sammen med dig”. Ud af dét kom den indledende sætning i sangen: ”You are my home”.

Men alvoren – eller rettere: seriøsiteten – sejrede. Med en sang som ”What Would Your Mama Say” rettede han en meget direkte kritik mod alle de mennesker, der trykker sig selv og egne egoer af på sociale medier, på gader og stræder – uden blik for, hvordan andre bliver ramt. Man kom i den forbindelse let til at tænke på Donald Trump, som jo uden at spørge det canadiske folk, tidligere i år luftede tankerne om at overtage nabolandet mod nord – Matt Andersens Canada. Det er givet, at singer-songwriteren ikke havde meget til overs for dén idé. Dertil var han alligevel for autentisk og stridbart frihedssøgende.

****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk