Katrine Muff: Jeg ønsker mig

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Katrine Muff Enevoldsen gjorde sig først for alvor bemærket, da hun under corona-nedlukningen (sammen med Johannes Langkilde) var vært på DR’s TV-program, ”Fællessang – hver for sig”. Siden markerede hun sig blandt andet med debutalbummet, De Korte Sætningers Land, hvorpå hun satte musik til tekstelementer fra forfatter Stine Pilgaards bestsellerroman, Meter i Sekundet.

Hun har også komponeret musik til tekster af forfatterne Suzanne Brøgger, Hans Anker Jørgensen og Knud Romer. Men det nye album, Jeg ønsker mig, har nok alligevel potentialet til at katapultere Katrine Muff videre end til Højskolesangbogen. Det særlige ved albummet er nemlig, at sangene og musikken er skabt til en teaterforestilling – Stolt, som lige nu kan ses på Folketeatret i København – og at sangene og musikken har en mere kompleks karakter end fællessangene.

Stadig er sangene konventionelle. Stadig er de i risikozonen for at blive egentlig lydtapet. Altså musik, som nok bliver spillet, men ikke reelt hørt. De er, hvad det angår, lidt for pæne og blankpolerede. Lidt – synes jeg – for bundet til de tekster, forfatteren Lone Hørslev har skrevet. Teksterne, ja, sangene er blevet til i et tæt samarbejde mellem de to – Katrine Muff og Lone Hørslev. Idéen til samarbejdet var teaterdirektør Mette Wolfs. Og idéen i sig selv var nok til at tænde de to ophavskvinder – selv om det f.eks. for Katrine Muffs vedkommende blev en udfordring at skulle skrive sange, man kunne danse til. Men det var dén udfordring – og udsigten til et parløb med Lone Hørslev – der mundede ud i et flow, der udviklede sig til et overflow. De to skrev tilsammen 19 sange, hvoraf 11 slap igennem til albummet. De 11 fremstår alle som små fortællinger, ja, noveller, der folder fortællinger om glæder og sorger, bekymringer og håb ud. De er skrevet til en teaterforestilling, men hører man bare albummet, uden at se forestillingen, er det svært at se for sig, hvordan de indgår på scenen. De fremstår reelt som selvstændige sange om iagttagelser og selviagttagelser.

****  /  Muff Møller Music  /  45 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share