KONCERTANMELDELSE

Det amerikanske hardrockband, Disturbed, indtog søndag aften Royal Arena i København – som det første af flere venues på en europæisk arena-turné der markerer, at det er 25 år siden, at bandet med The Sickness albumdebuterede. Turnéen er opkaldt efter debutalbummet.

På forhånd havde bandet meddelt, at det amerikanske metalband, Megadeath, ville være med på hele turnéen som opvarmning. Og på forhånd havde det meddelt, at dets egne koncerter ville bestå af to sæt – ét sæt med en gennemspilning af debutalbummets numre og ét sæt med nyere megahits. Dem er der en del af.

Naturligt nok var interessen i København især stor for den på mange måder stilskabende musik fra Disturbed’s debutalbum. Og ja, den sølvbeslåede (platinvindende) musik fremstod i sine nye gevandter som i særklasse solid. Forsanger David Michael Draiman og resten af bandet tog bare i min optik det hele til nye højder med en insisterende tung, opdateret og fokuseret lyd, som sammen med Draimans særegne udbrud og sang sendte chokbølger gennem tilhørernes trommehinder, indre organer og blodbaner.

Musikken var ikke antikveret. Og ikke nostalgisk. På ingen måde. Den var her og nu, lige på og hård – uden antydning af bullshit – aggressiv og voldsom. Selv versioneringen af Tears for Fears’ megahit, ”Shout” (som indgik på debutalbummet) var klædeligt opgraderet. Nummerets eksplosionsmotor var blevet tilført en højoktan benzin, og accelerationen var derefter: voldsom og voldsomt medrivende.

Scenisk var der dog noget, der faldt mig for brystet – selv om det historisk hænger sammen med udgivelsen af Sickness. En stivnet, opmasket og spændetrøjebeklædt Draiman blev, da forhænget blev hævet til første sæt, kørt ind på scenen af en ”portør” på noget, der lignede en sækkevogn. Billedet af ham var som en henvisning til Hannibal ”The Cannibal” Lecter, fra den herostratisk berømte gyserfilm, Ondskabens Øjne. Siden, i samme sæt, blev Draiman ført ind på scenen fikseret, iklædt en orange heldragt og placeret i det, der skulle tage sig ud som en elektrisk stol. Disse henvisninger til ondskab og djævelskab, kannibalisme og dødsstraf… Hvad skulle det til for? Var det en fejring af ondskabens væsen? I givet fald noget, musikken havde brug for? Var det et forsøg på at hensætte publikum i chok, lede eller ondsind? Eller på faktisk at stå op for brugen af vold? Det stod slet ikke klart.

I min optik havde musikken som sådan IKKE brug for de nævnte rekvisitter eller iscenesættelser. Den virkede mørk nok i sig selv!

Indenfor en genre, der bryster sig af IKKE at hylde vold, burde de nævnte henvisninger have været henvist til skraldespanden. Det ville have været politisk korrekt. Men måske hylder Disturbed vold, død og ødelæggelse!?! Uanset hvad forbedrede de to forholdsvis korte amatørteaterforestillinger ikke musikken eller oplevelsen af musikken.

Sangene og musikken stod stærkt nok i sig selv. Numre som ”Down With the Sickness”, ”Stupify” og ”Violence Fetish” stod klart nok i sig selv.

*****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk