MUSIKANMELDELSE

Danske Karoline Hausted blev i 2003 udvalgt til DR’s KarriereKanonen. Siden har hun arbejdet som sanger, musiker og komponist og i eget navn udgivet flere album – om end hun ikke med disse har fået det store gennembrud.

Som instrumentalist favner hun både klaveret, kirkeorglet, harpen og bassen. Således også på Efterårssyn – hendes syvende album – hvorpå hun endda spiller violin, sten, jord og glas. Détte sidste lyder måske nok lidt mærkeligt – jeg mener: sten, jord og glas?!? Når jeg hører Efterårssyn, hæfter jeg mig bare ikke ved dét, men ved at dette album og dets miks af indiepop og –folk er så gennemført smukt.

Ikke bare er Karoline Hausteds originale sange og kompositioner solide, hun synger og spiller dem også betagende smukt – godt akkompagneret af blandt andre Mark Davis på guitar og synth, Morten Ramsbøl på kontrabas, Jeppe Skovbakke på bas, Søren Poulsen på trommer og nok så væsentligt: strygerorkesteret, Who Killed Bambi, som er albummets mere storladne islæt. Jeg synes ganske vist, at Karoline Hausteds vokal i momenter er for infantil og/eller kælen. Men samtidig er der altså noget gedigent over det hele – over teksterne, kompositionerne, arrangementerne, instrumenthåndteringen og vokalen – og især over de sange, hvorpå Who Killed Bambi medvirker. De fremstår som noget nær formfuldendte.

Alle sangene kredser om temaer som menneskets forhold til andre mennesker og menneskets forhold til naturen – om angst, længsler, forståelse og styrkende relationer, endda til det guddommelige. Karoline Hausted formår at skabe poetisk dybde – tekstuelt såvel som kompositorisk/instrumentalt. Et nummer som ”Gør hvad I vil” er et godt eksempel herpå. Mest gennemført smukke nummer er dog, hvis man spørger mig, ”Ryst mig”, som er en eventyrlig sang om en hektisk kvindes møde med naturen. Frugttræer taler til kvinden og råber: ”Ryst mig”. Og kvinden tvinges af de usædvanlige henvendelser til at stoppe op, blive nærværende og finde ro. En sang som ”Tak for det”, vidner om Karoline Hausteds litterære sans. Sangen bygger på Morten Nielsens digt af samme navn – et digt, der hylder kvindelige arketyper.

****  /  Eget selskab  /  45 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk