MUSIKANMELDELSE
De sofistikerede damer er tre rutinerede, danske jazzmusikere: Marie Louise Schmidt på klaver, Helle Marstrand på kontrabas og Benita Hastrup på trommer. Og That Healin’ Feelin’ – det er deres nye, medrivende album, som byder på syv standards og tre nye stykker, skrevet af hver af de tre. Selv om de syv standarder har deres rødder i amerikansk jazz, og de tre nye, originale stykker har deres i et nordisk, lyrisk tonesprog – ja, så hænger albummet godt sammen, om end jeg personligt knytter størst kærlighed til de nye sager, som forekommer mig mere enkle og klare. Vel er standards som Thelonious Monks ”Bemsha Swing”, Duke Ellingtons ”Going Up” og Mary Lou Williams’ ”A Grand Night for Swinging” standards af gode grunde, men Schmidts ”Without Words”, Marstrands ”Swans in May” og Hastrups ”Walk on Sun” fungerer af uransagelige grund bedre, hvorfor jeg også tænker, at de tre selv burde skrive noget mere, for de rammer et tonesprog, der i dén grad taler til os, der lever under den nordiske himmelhvælving.
**** / Storyville Records / 46 min.

