KONCERTANMELDELSE

Ginne Marker er i min optik en af Danmarks bedste, yngre guitarister, sangere og sangskrivere. Hun har kun udgivet ”sølle” to album – et tredje er på vej – men de to første har været imponerende. Overbevisende. Magnetiske.

Genremæssigt er hun singer-songwriter eller jazzvokalist eller folkpoprocksangerinde – hvad man nu synes. Og hendes sange? De er både enkle og komplekse. Aldrig endimensionelle, altid facetterede.

Torsdag aften spillede hun både ”gamle” og nye numre i Tapperiet i Køge, som var hendes sidste stop på en turné, der har taget hende rundt i det meste af landet. Og jeg er klar på, at alt og alle skal have en chance, men umiddelbart hørte jeg flere nuancer i hendes ”gamle” materiale end i hendes nye. Det kan være, at jeg tager fejl – at jeg bare blev mere opmærksom på nye nuancer i ”gamle” numre og alene derfor oplevede dem som mere facetterede end de nye. Det, jeg oplever som hendes bedste ”gamle” nummer, ”Omen”, fik i hvert fald helt nye nuancer. Men – uanset gammelt eller nyt – så var det en klædeligt ydmyg kunstner, der optrådte i Køge – en kunstner, der kunne sit håndværk så godt, at dét i sig selv blev til kunst.

Igen – i min optik – er Ginne Marker helt ekstraordinært dygtig – som instrumentalist og sanger. Og jeg håber, at det vil forblive sådan – for som niveauet er nu, åbner hun konstant nye perspektiver, nye horisonter og nye fortællinger med sit håndværk og sin kunst.

Det var min fornemmelse, at hun indledningsvist var lidt nervøs, da hun trådte ind på scenen i Tapperiet. For foran hende sad et modent publikum, som ikke bare havde købt en koncertbillet, men også en billet til en forudgående fællesmiddag – som i øvrigt både var vegetarisk og god. Publikum sad af samme grund ved langborde og lyttede. Og måske kunne dét fra scenen opfattes som slapt og lunkent. Men det var som om hun overgav sig, da hun forstod, at publikum faktisk lyttede. Intenst. Og engageret. Mange var formodentlig som jeg optaget af hendes teknik og sammenspillet i kvartetten, der foruden hende selv talte Uffe Dalskov på bas, Felix Ewert på trommer og Thorval Naur på keys. Ingen af de nævnte var på overarbejde, for så sammensat er Ginne Markers musik trods alt heller ikke. Hun tager bare selv det største slæb. Og det gør hun med et afvæbnende smil på læben.

Ginne Marker og hendes sidemen åbnede koncerten med et af de nye numre, ”Heartbreaks”; fortsatte med titelnummeret fra det første album, ”For Seasons to Come”; og spillede herefter det bare én uge gamle nummer, ”Good Stuff”. ”Gammelt” og nyt blev således konstant blandet. Og blandingen vidnede om en iboende, kunstnerisk stringens, en teknisk råstyrke og en særegen sans for detaljer, raffinementer, ornamenter.

Og jeg vil sige, at Ginne Markers udtryk og det smukt oplyste ellers ret rustikke rum, som Tapperiet er, klædte hinanden. Langborde eller ej, så stod rum og scene, publikum og kunstner godt til hinanden, hvorfor det helt givet heller ikke er sidste gang, jeg skal høre musik i Køges opgraderede tapperi. Der var en skøn, afslappet ro og kunstnerisk styrke i samme rektangulære rum. Og dén vil jeg søge igen – lige som jeg vil følge Ginne Marker på hendes videre færd.

****  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk