Eivør + Ásgeir + Elinborg live i Poolen, København

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

KONCERTANMELDELSE

Færøske Eivør er et fænomen. Jeg kan – trods grundig granskning af alle mine hjerneceller og årtier på bagen som musikskribent – ikke komme på én eneste kunstner, der som sangskriver eller sanger måler sig med hende. Jo, den yngre, islandske Björk måske. Men Eivør er alligevel en ener. Hendes vokal er en voldsom urkraft – en gejser, der springer, som de gør i Island. Og hendes sange? De er eklektiske, og dog stærkt rodfæstede fortællinger fra det stormomsuste ørige i Nordatlanten.

Her til kommer, at hun – når hun som lørdag i København – er klædt i sort nappa (eller var det læder?), har høje, brede skulderpuder og en kappe af sort tyl – og over det hele et lyst ansigt, en lys, glat og fyldig hårpragt og et hvidt tandpastasmil – i det hele taget: en glorie (!?!) – ja, så fremstår hun som en dramatisk storyteller, en magnetisk meddeler om væsentlige ting, som hun har set og erfaret på rejser udi horisonten og det hinsides.

Det var ikke på forhånd klart deklareret, hvad det egentlig ville blive for en koncert i Poolen på Refshaleøen. På spillestedets hjemmeside stod der bare, at Eivør ville være der ”med sin blændende tilstedeværelse og sit enestående musikalske talent”; at islandske Ásgeir ville være med ”som special guest”; og at Elinborg (Eivørs søster) ville ”være med som support”. Det med support/opvarmning forstod jeg. Men om Ásgeir ville indgå i Eivørs show eller spille sit eget materiale – det stod ikke helt klart. Egentlig var det heller ikke så vigtigt – for både Eivør og Ásgeir er sublime singer-songwritere med et dedikeret publikum i Danmark. Og det havde andre end jeg opdaget. Ikke bare de herboende færinge og islændinge, men også danskere, tyskere og andre godtfolk.

Ikke overraskende varmede Elinborg op med sin melankolske elektropop. Men herefter varmede også Ásgeir op (om jeg så må sige) – som solist. Ásgeir medbragte gammelt såvel som nyt materiale – vekslede for eksempel mellem det kun tre uger gamle nummer, ”Ferris Wheel”, titelnummeret fra det kommende album, ”Julia”, og et ikonisk nummer som ”Heimförin” fra hans allerførste album. Sidstnævnte nummer er, i den engelsksprogede version, ”Going Home”, et af Ásgeirs absolut største hits. Ásgeirs optræden var kortvarig og introvert, men hans kvaliteter som troubadour åbenlyse. Hans formidling dog bedre egnet til et intimt spillested.

Med Eivøs entré stod det til gengæld klart, hvorfor vi befandt os i Poolen, stående på et betongulv, omgivet af rustikke rammer. For hun var netop som en eksplosiv gejser, med bas, keys og trommer omkring sig. Igen-igen fremstod hun som generøs og helt uden blokeringer. Hendes univers var mørkt og voldsomt. Stormomsust og up your face! Og dét fra allerførste færd. Hun lagde ud med en massiv og mørk versionering af sit eget nummer, ”Jarðartrá”, og fortsatte med lige så massive versioneringer af numre som ”Salt” og ”The Last Kingdom”. Og hurtigt stod det mig klart, hvorfor hun på det seneste er blevet inviteret ud på så mange metalfestivaler i Europa. Det gotiske outfit og den vokale urkraft påkalder sig invitationerne.

Da Eivør hen imod slutningen af koncerten sang duet med Ásgeir i versioneringen af Pink Floyds ”Us and Them” (fra Dark Side of the Moon), og siden duet med sin søster i hendes egen torden og lynild, ”Upp úr øskuni”, ja, så var balancen mellem det voldsomme og intime helt enkelt mesterlig.

******  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share