MUSIKANMELDELSE
Der er noget helt ekstraordinært over musikken på mexicansk/amerikanske Patricia Brennans nye album. Den produktive og absolut kreative komponist og vibrafonist har over tid skabt megen visionær musik. Men i min optik byder hendes nye album, Of the Near and Far, på et kvantespring. Straks fra åbningen med nummeret, ”Antlia”, står det klart, at vi med Brennan er i et originalt, eklektisk univers af sammenløbende genrer og lydlandskaber. Det fornægter sig ikke, at Brennan er klassisk uddannet vibrafonist eller for den sag skyld, at hun i årevis har spillet jazz. Men på ”Antlia” – ja, hele albummet – indfinder der sig nogle elementer af mexicansk folklore, nogle elementer af afrocaribisk tradition og nogle elementer af futuristisk funk og bombastisk rock. Komplekst? Og dog er det hele medrivende, dynamisk og facetteret, sammenhængende, stringent og stilsikkert. At Brennan håndterer sit eget instrument med så distinkt en nerve, ja, det tilfører bare det hele en særegen aura af storhed og styrke. Og sammenspillet med blandt andre pianisten Sylvie Courvoisier, guitaristen Miles Okazaki, bassisten Kim Cass og trommeslageren John Hollenbeck – ja, det er bare SÅ solidt.
***** / Pyroclastic Records / 45 min.

