Peter Navarro-Alonso: In flagrante delicto

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Det er hævet over enhver tvivl, at den italienske renæssancekomponist, Don Carlo Gesualdo da Venosa (1566-1613), var en sammensat figur. Han skrev især kirkemusik, motetter og madrigaler. Tonesproget i hans værker var for sin tid ekstremt avanceret. Men Gesualdo var andet og mere end komponist. Han var fyrste og givet – blandt den tids fyrster – en enestående komponist. Men han var også morder – ansvarlig for sin utro hustrus og hendes elskers død.

Spekulationerne omkring Gesualdos farverige og sammensatte liv, virke og værk har i årevis været der. For oprigtigt talt: Hvor ofte støder man ind i en kompleksitet som denne? Ikke ofte, skulle jeg mene.

En af dem, der har været og stadig er levende interesseret i Gesualdos historie, er den danske komponist, Peter Navarro-Alonso (f. 1973), som har skrevet masser af kammermusik, orkesterværker og elektroakustisk musik og for dét modtaget flere prestigiøse priser. Nu har han – i samarbejde med den britiske dirigent, Paul Hillier, og den danske violinist, Christina Åstrand – skabt et nyt værk: In flagrante delicto, som en klar hilsen til Gesualdo.

Værket er blevet indspillet i Danmark – med det britisk/danske vokalensemble, Theatre of Voices (under ledelse af Paul Hillier), og det danske kammerensemble, Stralo (med Christina Åstrand på violin). Og resultatet? Ja, det er blevet et komplekst kor-/kammerværk fremført af nogle af denne verdens bedste indenfor feltet. Værket spænder fra skønhed til rædsel – hvormed det forsøger at spejle det sammensatte i figuren, Gesualdos psyke. Værket er krævende – både for de optrædende og lytteren. Men det er også givende, fascinerende, fængslende. Og så er de medvirkendes performance såvel som selve produktionen prisværdigt fornem. Og nu altså også tilgængelig – for første gang – på tryk.

****  /  Our Recordings  /  65 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share