KONCERTANMELDELSE

Det her er en tilståelsessag: Jeg har i årevis været begejstret for Jakob Bro og hans virke og musik. Og alligevel – eller måske af samme grund – var min skuffelse til at tage at føle på, da jeg tirsdag aften tog hjem fra Bremen Teater og den dobbeltkoncert, som Jakob Bro havde arrangeret. Dobbeltkoncerten forekom mig uforløst. Hverken første eller anden halvleg matchede mine forventninger til niveau.

Komponisten og guitaristen Jakob Bro – en af Danmarks pt. mest internationalt orienterede jazzmusiker – er tre dage i træk vært for sin egen ”Loveland Music Festival”, som har sat sig for ”at undersøge”, hvad der sker, ”når man samler et dusin af de førende danske musikere og internationale ikoner og sætter dem på en scene sammen”. Idéen er ifølge Bremen Teaters hjemmeside, at kaste de medvirkende ud i et ”fælles og spontant musikalsk univers uden sikkerhedsnet for at skabe en berigende og berusende once-in-a-lifetime-oplevelse for både musikere og publikum”.

Måske fik de medvirkende musikere ”en berigende og berusende once-in-a-lifetime-oplevelse”, men jeg gjorde ikke. Og jeg tvivler på, at mange andre blandt publikum gjorde. Jeg tvivler faktisk også på, at de internationale ikoner på scenen gjorde. Deres respektive historier indikerer i hvert fald, at de har prøvet andet og meget, meget mere end ”festivalen” i Bremen Teater lagde ramme til.

I første halvleg optrådte den japanske percussionist, Midori Takada, som solist. Det har hun givet gjort før, så jeg tror ikke, at hendes oplevelse i Bremen Teater var en specielt ”berigende og berusende once-in-a-lifetime-oplevelse”. Hendes ageren var teatralsk, næsten mekanisk. Hun vandrede ud og ind mellem opstillede bækkener og trommer, slog bevidst markante eller tøvende slag på dem eller på sin marimba. Og ja, det gik der så en time med. Havde det ikke været for hendes alder og cv, havde jeg ikke kunnet tage det alvorligt. Alderen og cv’et gjorde, at jeg følte, jeg måtte tillægge alle slag en særlig betydning. Men berigende og berusende – det var ingen af dem. Ikke engang besnærende. Jeg følte mig reelt som vidne til en versionering af ”Kejserens ny klæder”. Selv om Jakob Bro forinden havde præsenteret Midori Takada som en kunstner, der havde givet ham et nyt blik på lyd, så hørte jeg ikke selv dette nye.

I anden halvleg trådte Jakob Bro til gengæld selv ind på scenen med en line-up, der var respektindgydende. Med sig havde han fem amerikanere – trompetisten Wadada Leo Smith, saxofonisten Joe Lovano, bassisten Thomas Morgan og de to trommeslagere Marcus Gilmore og Joey Baron. Summen af deres cv’er grænsede til det ekstreme. Dét kunne jeg jo se. Men igen… deres ”musik” var for prøvende. Jeg anede Wadada Leo Smiths potentiale, når han spillede soli. Men særligt berigende og berusende var ikke engang hans soli. Tvært imod virkede alle i konstellationen – måske med Joey Baron som undtagelsen – indadvendte og som ramt af jetlag. Jeg hørte antydninger af noget stort, ansatser til noget stort. Men ikke andet. Intet af det, de spillede, føltes afrundet. Selv sekstettens ekstranummer sluttede uventet hurtigt – åbenlyst til musikernes egen overraskelse.

Lærdommen må være, at selv internationale ikoner på scenen ikke er nok til at skabe noget autentisk, vigtigt og berusende.

***  /  Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk