MUSIKANMELDELSE
Den russiske jazzkomponist og -saxofonist, Lena Bloch, har igennem snart to årtier haft base i New York. Det er her, hun har skabt sig et navn, et netværk, en karriere. Og vel er hun avantgardist. Men hendes nye album i eget navn, Marina, er alligevel – set i forhold til, hvad hun hidtil har skabt og taget del i – anderledes. Musikken / jazzsuiten er blevet til på bestilling fra Chamber Music America og tager afsæt i symbolistiske tekster af den russiske digter, Marina Tsvetaeva (1892-1941). Kompositionerne / suiten er skrevet til teksterne, som således er bærende. Den japansk/amerikanske sangerinde, Kyoko Kitamura, formidler – reciterer og/eller synger teksterne, som (med én undtagelse) er oversat fra russisk til engelsk af Bloch – og Kitamura akkompagneres så af Bloch, pianisten Jacob Sacks, bassisten Ken Filiano og trommeslageren Michael Sarin. Det samlede udtryk er jazzet kammermusikalsk – et miks af noget, der til tider minder om et syngespil, til tider noget, der minder om avanceret, moderne instrumentaljazz og atter til tider noget, der minder om en dramatiseret form for spoken word. Udtrykket er minimalistisk og dog komplekst, facetteret.
*** / Fresh Sound Records / 56 min.

