MUSIKANMELDELSE
Vejslev, Brunbjerg, Elhøj – en ny dansk jazztrio, hvori medlemmerne lyder fornavnene: Kristoffer, Martin og Rasmus – albumdebuterer nu med iT’s a RioT! De tre, som spiller henholdsvis guitar, bas og trommer, tager med albummet livtag med kendte komponister og standards så som Thelonious Monks ”Monk’s Dream”, Oscar Pettifords ”Tricotism” og Billy Strayhorns ”A Flower is a Lovesome Thing”.
Der er ingen originale kompositioner på debutalbummet, men der er forfriskende nye tanker, idéer og intuitive reflekser indbygget i trioens forløsning af det eksisterende materiale, og derfor fremstår det etablerede som fornyet, forandret og uforudsigeligt – takket være Vejslev, Brunbjerg og Elhøjs åbenhed, nysgerrighed og evne / vilje til at frisætte egen og kollektivets energi.
Mest formfuldendte bearbejdning er den af Gordon Jenkins’ ”Goodbye”. Dén er det tætteste, man på albummet kommer en bibeholdt melodi. Musikken på albummet er generelt luftig og let, fri og flyvsk – men i ”Goodbye” er den også rodfæstet og forunderligt rolig.
**** / In The Flesh Record Company / 42 min.

