REPORTAGE / NYHED
Der var nogle ord og et ønske, der gik igen i flere af de improviserede og planlagte taler søndag aften, da genreorganisationen, Tempi – Roots Music Denmark (førhen kaldet World Music Denmark), i Bremen Teater i København afviklede DMA Roots (førhen også kaldet DMA World).
Ordene var ”rødder” og ”tradition”, ”fornyelse” og ”fællesskab”. Ønsket gik på en trang til at afskaffe ”kasser” og ”genrebetegnelser”. For som flere sagde: Det handler om jo kun om, hvorvidt musik er god eller ej. Om, hvorvidt musik rør eller ej. Ikke om, hvorvidt den tilhører en bestemt genre.
Jeg forstår pointen. Genrebetegnelsen, ”roots”, dækker jo i forvejen over et kalejdoskopisk sammenrend af subgenrer. Men det må alligevel have været mærkeligt for arrangørerne/genreorganisationen at høre ønsket om en tilsidesættelse af genrebetegnelsen, ”roots”, ventileret, når det netop er dén, der gør, at organisationen er på finansloven og eksempelvis kan arrangere et DMA Roots.
Nuvel. Ønsket blev ikke fremsat med synderlig slagstyrke. Snarere ud af en trang til at tale om kvalitet fremfor genrer, køn, etnicitet og lignende. Derfor tog ingen heller afstand fra ønsket. Alle vindere virkede tvært imod oprigtigt ydmyge og glade for at modtage en DMA Roots – selv om enkelte endda med god grund var forbløffede over, at de overhovedet var nomineret til en sådan – en DMA med streg under Roots.
Vinder af den ”store” pris, ”Årets danske rootsnavn”, var Dreamers’ Circus. I min optik en fortjent vinder – om end feltet af nominerede var så stærkt, at jeg kunne have sagt det samme om flere af de andre potentielle vindere.
Vinder af den anden ”store” pris, ”Årets danske rootsalbum”, var Stundom for albummet, Hvis ikke de er døde, lever de endnu.
De nævnte ensembler var nomineret i begge de nævnte kategorier og kunne for så vidt hver især have vundet den anden kategori. Afgørende er, at de begge fortjente en pris, og begge udviste oprigtig taknemmelighed for at få en. Begge har i løbet af få år etableret sig som uomgængelige og spændende brobyggere mellem traditionen og fornyelsen. Begge har trukket et yngre publikum til, hvor folkemusikken ellers havde lukket sig om sig selv og sit aldrende publikum. Og alene dét er ære værd.
”Årets Ærespris” gik til Lasse & Mathilde, som har været ude på vejene i 50 år og stadig er der, og som også ydmygt takkede for stadig at blive inviteret ud på vejene. Ensemblet, BITOI, vandt til gengæld en DMA Roots i kategorien ”Årets nye danske roots-navn”.
”Traditionsprisen” tilfaldt Nordisk Dans; ”Årets danske roots-komponist” Ale Carr; ”Årets danske roots-track” Danish String Orchestra for nummeret, ”Once a shoe maker”; ”Brancheprisen” Tom Sherlock; og ”Årets koncertoplevelse” Hun Solo. Navne, der – om man kender dem – klart signalerer bredde indenfor genren.
Aftenens værter – musikjournalist og P6-vært Carsten Holm og singer-songwriter Rikke Thomsen – styrede sikkert og langsomt (på den jyske måde) aftenens prisshow. De introducerede, drillede hinanden og publikum og etablerede i det hele taget en fin stemning. Det var dén, aftenens live-musikere trådte ind i.
Først optrådte Songleikr – det vil sige Maria Franz, Ingrid Galadriel Aune Falch og Kasia Sikora-Black – med nogle usædvanligt smukke kombinationer af nye kompositioner og ældgammel nordisk historiefortælling. Siden trådte Twangs bluegrass-trio ind på scenen – med en prominent gæstevisit ved Lars Lilholt. Og endelig afsluttede Tarick det hele med sit eget fyrværkeri af afropop og hiphop. De optædende – ja, hele set-up’et bekræftede – at musikerne, trods forskelligheder, var fælles om ambitionen: at spille god musik.
Reportage også tilgængelig i musikmagasinet gaffa.dk