KONCERTANMELDELSE
Jeg var på forhånd imponeret. Tænk at Alberte Winding kan sælge så mange billetter! Fire næsten udsolgte koncerter i DR’s store Koncertsal! Det er da imponerende. Konklusionen må være, at jeg har undervurderet hendes popularitet.
Da hun som ekstranummer sang sin kendte godnat-sang, ”Månebarn” (som alene på Spotify er blevet streamet næsten 16 millioner gange), og dedikerede den til de mange forældre, der har spillet sangen for deres børn – tænkte jeg, at det var de forældre, der sad ude i salen. Det var ikke børnene, det var forældrene – måske endda bedsteforældrene. For selv om hendes popularitet primært knytter sig til børnesangene, så var det et modent (og lyttende) publikum, der sad i salen.
Publikum var til gengæld ikke oppe på mærkerne, når Alberte bad os synge med på omkvæd og sætninger. Enten var der for megen rust på stemmerne ude i salen, eller også var Alberte for dårlig til at instruere og engagere. Jeg hælder til at tænke det sidste. Eller en kombination. For vel kommunikerede hun – mellem numrene – men kun sparsomt. Hun virkede i det hele taget genert. Så da hun sagde, at vi ikke skulle tage fejl – at hun nok på overfladen virkede rolig, men indvendigt boblede af fryd over at være i koncertsalen (efter halvandet års spændt ventetid) – ja, så virkede det plausibelt.
Koncerten var med fuldt band – det vil sige med hendes mand, Andreas Fuglebæk på guitar, Dan Hemmer på klaver og keys, Marie Louise von Bülow på bas og Jesper Elnegaard på trommer. Dén konstellation er godt sammenspillet og akkompagnementet virkede da også stramt og stringent – uanset om de fem så sang og spillede gammelkendte sange eller helt nye. Flere af aftenens sange var fra et album, som endnu ikke er udkommet, fordi det – med Albertes ord – stadig skal modnes som en ost. Mange af disse nye sange var – ja, glimrende. Generelt mørke og melankolske, men også med iboende håb, synes jeg.
Ikke desto mindre var det de gammelkendte sange, der vandt størst gehør. Sådan er det jo. Stilfærdige og på mange måder intime sange som ”Tænder på et kys” og ”Lyse nætter” fremstod hos publikum som hovedattraktioner – selv om jeg personligt var mere optaget af de nye sange, om end de som de gamle forbinder nostalgi og eftertænksomhed med fremsynethed og fællesskab.
Nu var det første gang, jeg selv oplevede Alberte live. Jeg kender hendes historie, hendes fortællinger og hendes sange. Men jeg havde aldrig oplevet hende live. Jeg bemærkede dog – eller måske er det bare sådan – at der ligesom var et imaginært slør mellem Alberte og publikum. Jeg skal ikke helt kunne sige, hvorfor, eller om min sansning overhovedet havde noget på sig. Men intimiteten i sangene egner sig mere til mindre spillesteder, tænker jeg. Afstanden mellem kunstner og publikum er for stor i Koncertsalen.
Alligevel var rutinen og kvaliteterne – både Albertes og hendes sidemens – tydelige. Evnen til at præstere evident.
**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk