MUSIKANMELDELSE
The Company Complex albumdebuterer med iørefaldende Short Term Ghosting, og mit bud vil være, at den danske duo, der består af sangeren og guitaristen Ole Gundahl og multiinstrumentalisten Tune Riis, går en lys fremtid i møde. For duoens gennemarbejdede dream-synth-pop fremstår – til trods for, at den synes inspireret af britisk dream-synth-pop, som den lød i 1980’erne og ’90’erne – forfriskende ny. Så forfriskende, at jeg et øjeblik godt kan glemme Ultravox, Spandau Ballet, Human League og alle de andre britiske bands fra dén gang. Vel er duoen fra den jyske hovedstad, men dens lyd er international – nok båret af vokalen, men funderet i fængende, næsten hypnotiske synthflader, let aflæselige melodier og tunge guitar- og baslyde. Det hele er drømmende og energisk og fra første færd – det vil sige fra og med åbningsnummeret, ”If I Blame You Would You Blame Me Too?” – intenst og medrivende. Jeg kan godt lide, at Gundahl og Riis ikke har lagt bånd på sig selv, men tvært imod har tilladt sig selv at forfølge det storladne, det fyldige, det perlende og guldrandede, når de tekstuelt tager afsæt i midtlivskriser med mere. Det virker troværdigt og stilsikkert. Modent. Og absolut vitalt.
**** / Eget selskab / 33 min.

