Henrik Lindstrand & Kasper Bjørke: Canopy

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Det var mere eller mindre tilfældigt, at de to anerkendte kunstnere stødte ind i hinanden. Henrik Lindstrand og Kasper Bjørke mødtes til en fælles vens bryllup og faldt i snak, formodentlig om musik. Siden gik de i studiet sammen – komponisten / pianisten og den elektroniske musiker / producer, og EP’en, Canopy, er resultat af tiden sammen i studiet.

Alene ved at lægge øren til Canopy vil man kunne konkludere, at begge de herrer har sans for sfæriske lydlandskaber. De seks tracks på Canopy bekræfter i hvert fald den tese. I studiet har Lindstrand og Bjørke eksperimenteret sig frem til en form for fusion mellem førstnævntes nænsomme kompositioner og akustiske klaverspil og sidstnævntes raffinerede, elektroniske produktioner. Seks særegne, sarte og sensible stykker ambient musik med spor af klassisk kammermusik, neoklassisk musik, sfærisk jazz og elektronisk musik i sig er blevet til håndgribelige resultat.

Det er min oplevelse, at der i lydbilledet er en reminiscens af nordisk melankoli. Noget koldt, mørkt og vemodigt. Men dén reminiscens er for mig at se og høre en attraktion – et udtryk for autenticitet, sans for at fordybe sig og trang til at berette fra dybet. Det interessante er, at beretningerne fra dybet ikke er introverte eller offeragtige, men virkelighedsnære og vedkommende.

Jeg har faktisk kun én afgørende anke, og det er, at Lindstrand og Bjørke har fundet det tilstrækkeligt tilfredsstillende med bare seks tracks og sølle to og tyve minutters musik. Det ville i min optik have været mere interessant og udfordrende, hvis de havde skabt et helt album, et helt værk. Nu er det som om, de for en stund har leget sammen og trods alt leget så godt, at de har villet indvie os andre i resultatet af deres leg, men et album – den dobbelte eller tredobbelte varighed – dét ville have forudsat et par spadestik dybere. Og de spadestik kunne jeg have ønsket for såvel Lindstrand og Bjørke som for mig selv som lytter.

****  /  Lime Tree Beach Recordings  /  22 min.  /  Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share