KONCERTANMELDELSER
”Vegas Udvalgte ” er et tilbagevendende fænomen på spillestedet, som for fænomenet fortjener hæder og ære. Fredag aften afholdt spillestedet for 16. år i træk arrangementet, der i al sin enkelhed består i, at Vega finkæmmer det danske vækstlag og peger på et antal spirende artister som særligt interessante. I den forstand har Vega igennem 16 år budt sig til som en slags kurator for et alsidigt, vitalt og talentfuld dansk vækstlag. I løbet af årene har Vegas Udvalgte eksempelvis budt på navne som Jada, MØ, Drew Sycamore, eee gee, Giift og Smag på Dig Selv.
Til version 16, som blev afholdt fredag aften, havde Vega udpeget 6 artister med forskelligartede genrepræferencer. Naturligt nok havde de ungdommen tilfælles. Og trangen til at skabe egen musik og optræde med den. Men ellers fremstod de som værende fra både mars og venus.
Det vil være fair at antage, at de fredag aften alle var glade for den chance, Vega havde givet dem, for at spille på den store scene. Men det var ikke alle, der lod sig mærke med det. Nogle var så glade, at de ikke kunne holde deres glæde i ave og nærmest flækkede i ærefrygt og benovelse over at stå der – på Store Vegas scene. Andre påstod, at de var glade for chancen, men brugte (så vidt jeg kunne skønne) en ikke ubetydelig del af deres krudt på at se cool og upåvirkede ud. Nogle af disse lignede reelt depressioner. Og dét, tænkte jeg, var mærkeligt – at attitude i så ung en alder skulle og kunne blive så dominerende en faktor, at simpel glæde og livsudfoldelse holdtes nede. Dét fandt jeg bekymrende, rent menneskeligt. Måske har det altid været sådan, men et udtryk for sundhed er og har det aldrig været.
Først navn på scenen fredag aften var Milo, som trods det, at han eksempelvis sang ”Solen kommer ikke i dag”, stod for et befriende lys, snarere end en altopslugende skygge. Milo sang og rappede sig gennem en del af det solide materiale fra EP’en, 100% til dig, og han gjorde det med indlevet varme og kærkommen blødhed. Det positive, elektroakustiske udtryk og poppoesien som sådan gik aldeles fint, hånd i hånd. Akkompagnementet på scenen var stærkt, men mest frigørende var det egentlig at opleve den store mand synge så sårbart og følsomt. Der er ingen tvivl om, at Milos samarbejde med MAS og Anton Edwards har ført ham et godt sted hen – i retningen af autenticitet.
Hvor på attitude-skalaen Milo stod, kunne jeg ikke rigtig vurdere, men varmen og charmen tydede på et udsving i retningen af ægthed. (**** til Milo).
Andet navn på scenen fredag aften var Dork alias Lærke Simoni. Her var varmen og charmen skiftet ud med noget andet, noget kantet og råt – en groovy, guitarbaseret form for indierock, der var som blottet for varme. Dork kom både omkring sin nye single, ”E45” og sin seneste EP, I’m Not a Good Person. Og vel skal man passe på med at omsætte titler til prædikater, men Dork fremstod ikke desto mindre som formørket, kantet og introvert. Var hun glad for at være blandt Vegas Udvalgte, lod hun sig ikke mærke med det. Hendes optræden var i min optik alt for rig på attitude. Næsten blottet for generøsitet. Havde musikken så løftet oplevelsen, så Dork havde fremstået som et øjeblikkeligt, dansk svar på navne som Nico og Tom Verlaine, havde det været noget andet. Men attituden blokerede for adgangen til det væsentligste. (*** til Dork).
Tredje navn på scenen var Lea Romea. Hun var måske aftenens mest ubeskrevne blad. Til gengæld også det klart varmeste. Hidtil har hun mest markeret sig i samarbejder med navne som KESI, Anton Westerlin og MAS, og dét har bragt hende rundt på store festivalscener i landet. Men hun skriver også egne sange, og selv om mange af disse endnu ikke er udgivet, så bragte hun dem til torvs – godt akkompagneret af to sidemen – og til fortjent applaus. I min optik er Lea Romea indbegrebet af musikalitet. For én ting er, at hun kan skrive. Som optrædende var hun fredag aften også indbegrebet af autenticitet. Måske var hun nervøs – det påstod hun i hvert fald – men hendes glæde ved at stå på scenen var også åbenlys. Og da hun samtidig mestrede den fløjlsbløde R&B-pop og sine danske tekster og sin vokal som instrument, så blev hun for mig et af aftenens absolutte højdepunkter. Ren naturlighed og rå styrke. (***** til Lea Romea).
Aftenens fjerde navn var Shinyhunt – et indie-rockband, som kombinerer inspiration i 90’ernes og 00’ernes alternative rock med melodiske elementer af shoegaze, fuzz og grunge. Bandet udgav i 2024 albummet Sea-salt Ice Cream, og herfra sang og spillede de da også nummeret, ”City of No One”. Efter deres optræde på SPOT Festival sidste år, har bandet for alvor fået hul på karrieren. Især det seneste udspil, ”Shakebrain”, fungerede godt. Men også de kom i min optik til at fremstå som alt andet end generøse, fordi kommunikationen var så introvert og begrænset. Jeg var ikke i tvivl om, at de reelt var glade for at tage del i Vegas Udvalgte, men jeg oplevede ikke, at deres musik for alvor ko ud over rampen. (*** til Shinyhunt).
Ud over rampen kom til gengæld Will, der var aftenens mest proffe performer. Fyren, der vitterligt har slået igennem internationalt med sin hjemmeproducerede SoundCloud-hip-hop, ejede scenen, da han i anden halvleg optrådte sammen med sine tre sidemen. Nok er Will inspireret af Frank Ocean, James Blake og Bon Iver, men han er også helt sin egen – landet som han er et godt sted mellem den alternative pop, hiphop og electronica. Et af hans numre fredag aften var den seneste single, ”Sætter Sig Fast”, som klart viser hans kvaliteter i grænselandet mellem det sårbare og stærke. Også han fremstod autentisk og nærværende. I ro og balance. (***** til Will).
Aftenens sidste navn var Miaw – et band, der er som et cross-over mellem pop, shoegaze, hip-hop og klubmusik. Frederik Fog og hollandske Liza Dries har vitterligt fundet deres ståsted og instrumentalt / teknisk kan de deres kram. Hurtige breakbeats, synthesizere og utraditionelle sampling-teknikker gjorde deres til at sætte en markant punktum på en aften i talentmassens tegn. Med nummeret, ”Moving On”, satte de lige som navn på den videre retning. (**** til Miaw).
Koncerter også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk