KONCERTANMELDELSE
I november sidste år udsendte det ekspressive, danske jazzorkester, Girls in Airports, et nyt album i samarbejde med det ligeledes ekspressive, danske strygerensemble, Halvcirkel. Albummet hed Imaginal, og en del af materialet fra det spillede de to konstellationer på scenen i Bremen Teater søndag aften. Her optrådte konstellationerne sammen – i forbindelse med Vinterjazzfestivalen 2026 – og selv om man vil kunne hævde, at subgenren er perifer, set i forhold til den gængse opfattelser af genren jazz, ja, så fungerede mødet mellem de to konstellationer virkelig godt.
Man forstod, at det for begge konstellationer – fra første gang de stiftede bekendtskab med hinanden som henholdsvis rytmisk og klassisk uddannede musikere – havde været en overvindelse at finde sammen og bygge bro mellem deres respektive genrer. Men stod det ikke klart med Imaginal, så stod det i hvert fald klart med koncerten i Bremen Teater, at de to konstellationer og deres forskellige indgangsvinkler til musik var et godt match. Så godt var matchet, at det reelt var svært at afgrænse, hvorfra henholdsvis den rytmiske og den klassiske musik udgik. Selvfølgelig ”lugtede” violiner og cello af klassisk musik, men ikke hengemt. Og selvfølgelig ”lugtede” trommer, guitar, keys og sax af jazz, men heller ikke i dét tilfælde hengemt. Så – brobygningen var så absolut vellykket.
Flader i musikken var drømmende sfærisk, andre jazzet melankolsk. Atter andre flader – mange – grænsede til det psykedeliske. Flere gange sneg der sig endda flader af næsten futuristisk kammermusik og folk ind over. I alle tilfælde var musikken innovativ og visionær, fri af snærende rammer. Til tider vildt voksende.
Martin Stender (sax), Mathias Holm (keys), Victor Dybbroe (slagtøj) og Anders Vestergaard (trommer) – foruden Mika Persdotter (violin), Bettina Marie Ezaki (violin) og Nicole Hogstrand (cello) gjorde det simpelthen forrygende godt. Og indie-jazznumre som “Paint”, “Mols” og “Imaginal” blev smukt vakt til live.
**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

