MUSIKANMELDELSE
I 2021 albumdebuterede Katrine Schmidt med Laying My Burdens Down – et solidt americana- / singer-songwriter-album, som jeg i min anmeldelse kaldte ”håndspillet, autentisk, troværdigt” og ”raffineret”. I 2023 blev Katrine Schmidt for albummet – fortjent, vil jeg sige – hædret med en ”Ud-af-det-blå-Danish Music Award”. Fortjent – fordi hun vitterligt udviste en overrumplende fortrolighed med genrer som americana, folk og jazz. Og fordi hun i sin formidling af temaer som kærlighed, længsel, håb og tab fremstod myndig.
Nu er hendes svære 2’er her så – albummet Wearing My Heart On My Sleeve – og man skulle ikke tro, at der bare var gået små fem år siden debuten. For på 2’eren optræder Katrine Schmidt med en (om muligt) mere udtalt ro og tyngde, som gør noget virkelig godt for materialet og de berørte genrer – som stadig er americana, folk og jazz.
På sæt og vis er det vildt, at Wearing My Heart On My Sleeve bare er Katrine Schmidts andet album, for måden hvorpå hun leverer sine ti nye sange – med autoritet, betagende ro og respektindgydende stilsikkerhed – er som jeg ville vente af en singer-songwriter med et væsentligt større erfaringsgrundlag som kunstner og menneske.
Katrine Schmidt er ”kun” 34 år, men hun fremstår – som sangskriver og sanger – som ældre, mere indsigtsfuld og selvbevidst, end mange jævnaldrende. Man mærker såvel på tekster som formidling, at hun forstår sig på størrelser som kærlighed, længsel, tab og sorg.
Siden debuten har hun både mistet sin far og fået et barn, og spændet mellem de yderpoler i tilværelsen farver 2’eren. Og Katrine Schmidt håndterer altså det spænd med kunstnerisk snilde og rationel distance. I min optik er kombinationen af tekster, vokal, arrangementer og akkompagnement styrken. Med Mark Kühn på kontrabas, Aske Stubkjær på trommer, Søren Schack på elguitar, Mikkel Grue på akustisk guitar og Thyge Van Dassen på violin er Katrine Schmidt godt dækket ind, og da de har indspillet albummet live i studiet har det også fået en klædelig kant og nerve.
***** / Eget selskab / 36 min. / Også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk

