MUSIKANMELDELSE
Nothing to Prove er det tredje album i eget navn fra den danske singer-songwriter Kasper Buchs side. I det pressemateriale, der følger albummet, citeres han for at sige: ”For mig er Nothing to Prove mere en konstatering end et statement. Jeg laver musik, fordi jeg elsker det, ikke for at bevise noget over for andre”.
Hvad Buch forstår som forskellen på en ”konstatering” og et ”statement”, er uklart. Jeg antager, at han forstår et statement som et postulat – i modsætning til en konstatering. Men når han lader sig citere som anført, må jeg bare sige, at han modsiger sig selv eller vrøvler eller fortaber sig i en akademisk skelnen.
Oprigtigt talt: Er udsagnet henvendt til mig, til os eller til ham selv? Er det, han forsøger at sige slet og ret, at han elsker musik? Hvorfor så ikke bare kalde albummet ”I Love Music”? Det ville have været ren tale!
Når jeg hører Buchs sange og musik – og ser på hans bagkatalog og valg af titler – så må jeg sige, at jeg forstår alt det, han har skrevet og indspillet, som selvoplevet eller selvtænkt. Ser jeg på hans bagkatalog, ser jeg for eksempel, at han debuterer med albummet Memories i 2020, udsender Working Hard i 2024 og nu Nothing to Prove. De titler tegner for mig at se en kurve, der med den nye titel som foreløbig kulmination er besværgelser eller præciseringer af, hvordan han har oplevet sin egen kunstneriske udviklingsproces.
Buch har sikkert som så mange andre musikere haft overvejelser for og imod det at forfølge en karriere som sangskriver, sanger og musiker. Og vel er der et element af autenticitet og kompromisløshed i at sætte disse overvejelser i tale – som det sker på Nothing to Prove – men jeg kunne godt have ønsket mig en mere lyrisk, kunstnerisk tilgang til formidlingen.
Når dét er sagt, må jeg dog tilføje, at der er noget fundamentalt solidt i Buchs sangskrivning og komposition. Når jeg for eksempel hører åbningsnummeret på Nothing to Prove, ”Are We Just Dreamers”, tænker jeg, at Buch har fat om de rette værktøjer og kan de rette greb. Sangen er solid og stilsikker – fint afbalanceret mellem poppens og rockens æstetikker.
Jeg oplever generelt Buch som en sikker komponist. Hvad hans sange måtte mangle i lyrisk præcision har de i kompositorisk styrke. Derfor er der også god grund til at anbefale ham at klø på; måske forsøge at gøre det private mere personligt; i det hele taget at klø på med sangskrivning; men læne sig lidt tilbage i sikker forvisning om, at der – som i eksempelvis sangen, ”Let it Go” – er styr på kompositionen. Det er herudover min oplevelse, at instrumenteringen, akkompagnementet og produktion er i orden. Så optimismen blomstrer. Hør bare et nummer som ”Unwritten”! Heri er stringensen åbenlys. Og kvaliteten vigtigere end den konventionelle form.
*** / Eget selskab / 31 min.