Loud Tiger: Cactus

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

Loud Tiger aka Viktoria Siff er en dansk singer-songwriter, som nok stammer fra Aarhus, men som også har haft drømme om andet og mere end den jyske hovedstad. Hun har i ti år boet i Storbritannien og USA – formodentlig fordi hun ønskede at udvide horisonten og blive fortrolig med det engelske sprog, men også og især fordi hun ville forfølge drømmen om at blive singer-songwriter. Sådan har jeg forstået historien. Hun har skrevet for andre sangere og musikere, men hun har også altid – formodentlig – haft en trang til at synge selv. Og heldigvis for det. For som singer-songwriter – hele pakken – kan hun virkelig noget. Det har hun bevist på tidligere udgivelser, og hun beviser det endnu engang med Cactus – hendes tredje album under kunstnernavnet, Loud Tiger. Et gennemgående kendetegn ved sangene på Cactus er, at de er catchy, nok poppede, men også fornemt forbundet til genrer som folk og/eller americana. I momenter fornemmer jeg et slægtsskab med andre, amerikanske (og svenske) folk- og countrysangerinder, men jeg har også under aflytningen konstant en fornemmelse af, at Loud Tiger er en særegen kunstner, der med kunstnerisk modenhed og teknisk overskud samler sit eget udtryk. Der er et effektivt swung og en troværdig alvor over Loud Tigers insisterende sange og vokal. Kompositionerne er smukt perfektionerede, ofte ret enkle, og flere sange bliver altså hængende. Sange som ”Thirsty”, ”Bitter” og ”By Law” rammer mig rent i hjertekulen.

****  /  Siff Music  /  32 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share