Aarhus Symphony Orchestra: Prokofiev: Symphony no. 6 / Silvestrov: Silent Music

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

I mere end én forstand aftvinger dette album respekt. For det første beviser Aarhus Symfoni Orkester så absolut sit potentiale og kunstneriske værd, for det andet pladedebuterer orkesterets ret nye, Malko-konkurrence-vindende dirigent, hviderussiske Dmitry Matvienko, med det, man kunne kalde et teknisk knock out. Orkesteret og dirigenten tager livtag med russiske Sergei Prokofievs apokalyptisk ekspressive ”6. Symfoni” fra efterkrigstiden sidst i 1940’erne og med ukrainske Valentin Silvestrovs stilfærdigt trøstende ”Stille Musik” fra 2002. Begge værker håndteres med en autoritet og elegance. (Endelig vil jeg påpege, at albummet aftvinger respekt, fordi den ydmyge, men stærkt engagerede musiker og pladeselskabsstifter og –direktør Lars Hannibal endnu engang viser, at han er villig til at stille op for og investere i kvalitet). På sæt og vis kan man sige, at de to værker er inkompatible. Men på albummet her synes de snarere at gå i dialog med hinanden. Og med Silvestrovs værk som det sidste, tilbydes lytteren fred og forsoning, efter verdenskrigens helt ufattelig ødelæggelse. Jeg tror ikke, albummet er tænkt som en kommentar til den aktuelle krig mellem Rusland og Ukraine, men det er svært ikke at tænke på den, når man hører netop disse to værker udfoldet. Man kommer uvægerligt til at tænke på voldens destruktive karakter, hvorfor det også er vederkvægende – efter 3. satsen i den 6. symfoni – at finde ro i og med den smukt svævende 2. og 3. sats i ”Stille musik”.

*****  /  Our Recordings  /  51 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share