MUSIKANMELDELSE
Den australsk / canadiske kvartet, Open Thread, er et bekendtskab, man ikke lige ryster af sig. Tenorsaxofonisten Julien Wilson, cellisten Peggy Lee, guitaristen Theo Carbo og trommeslageren Dylan van der Schyff skaber således – med afsæt i deres respektive erfaringer med improvisation – facetterede og ret uforudsigelige, jazzede lydlandskaber, som næsten alle balancerer mellem et akustisk og et elektronisk udtryk. Det er Wilson, der udover at spille saxofon står for den elektroniske del, men der er altså ikke tale om avantgardejazz eller elektronisk musik for den sags skyld. Snarere om et miks af noget, der minder om ambient, egentlig improvisation og fastlagte, ret enkle, rytmisk / melodiske strukturer. I momenter trækker celloen udtrykket over i retningen af en form for kammerjazzrock, til tider trækker elektronikken udtrykket over i retningen af noget mere psykedelisk. Dét sker for eksempel i nummeret, ”The Sideway”, som efter min mening er et af albummets bedste. Et nummer som ”From the Deck” giver i momenter associationer til Pink Floyds 1970’er og ’80’er-album. I momenter er der noget disciplineret over musikken og sammenspillet, i andre momenter noget næsten anarkistisk. Men det hele – alle 11 numre – udvikler sig hver for sig og tilsammen til noget uafrysteligt, som i hvert fald jeg får lyst til at dykke ned i igen og igen. For genremikset, energien og kombinationen af sax, guitar, cello og trommer er her eminent.
**** / Earshift Music / 51 min.

