MUSIKANMELDELSE
Den australske jazzguitarist, James Wengrow, har pt. sin base i New York. Det er her, han har skabt sin Crypsis Trio – med danske Mathias Højgaard Jensen på bas og amerikanske James Paul Nadien på trommer – og herfra, han med pladeselskabet Endectomorphs mellemkomst, har indspillet og nu udgiver debutpladen, Emissary. Musikken er stilmæssigt stærkt pågående, nok nærmest et elektrisk cross over mellem avantgardejazz, synth-jazz, freejazz og psykedelisk jazzrock – og den fungerer. Man drages uvilkårligt ind i musikkens massivt intense, frenetiske univers – meget i kraft af de polyrytmiske grooves – og uden egentlig at kunne forsvare sig eller fornemme, hvor det hele vil ende. Hovedparten af materialet er skrevet af James Wengrow selv – i en rodløs periode, hvor han havde det ene ben i Australien, det andet i USA. Men også enkelte lånte kompositioner tages under ”kærlig” behandling – bl.a. John McLaughlins ”This Is For Us To Share”, som åbner med en smuk bassolo af Mathias Højgaard Jensen. Jeg må tilstå, at netop dét nummer for mig står som albummets stærkeste.
**** / Endectomorph Music / 56 min.

