Gorm Askjær Trio+: Microverse I

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

MUSIKANMELDELSE

i 2020 pladedebuterede Gorm Askjær Trio med albummet, Blodmåne og dig. Det album var helstøbt, musikken solidt komponeret og flot forløst – for det meste var musikken melodisk, minimalistisk og stringent. Trioen fortsætter på sit nye album, hvor den slap i 2020. Microverse I (jeg antager, der med nummereringen er lagt op til minimum to album i en form for ”serie”) byder således endnu engang på solide kompositioner af Askjær, men også på kollektive improvisationer af trioen – dog ingen versionerede standards som på debuten. Igen-igen er der en stringens over kompositionerne, men improvisationerne på 2’eren? De udarter sig i mere abstrakt retning, end jeg husker dem fra 1’eren. Igen-igen er Askjærs guitar fundament i musikken, men trioen – som i øvrigt består af Jens Mikkel Madsen på kontrabas og Thomas Eiler på trommer – er nu blevet udvidet med gæsterne Francesco Bigoni på klarinet og saxofon og Malthe Volfing Højager på cello. Og de to farver i dén grad trioens nye musik. Stadig er den melodisk og minimalistisk, men den er også vildere, mere uhomogen og voldsom. Klangfladerne har fået nye farver. Men det klæder kun udtrykket, som dog er blevet mere udfordrende at forholde sig til.

***  /  Jaeger Community Music  /  39 min.

Please follow and like us:

  • 0
  • Share