MUSIKANMELDELSE

Når jeg hører den franske duo, Claudia Solal & Benoit Delbecq, og duoens nye album, Honour Oxygen!, kommer jeg uvilkårligt til at tænke på amerikanske Laurie Anderson. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at de to franskmænd er bekendt med hendes narrative univers. Sangerinden Solal og pianisten Delbecq præsenterer i hvert fald et univers, som nok er originalt, men også minder om Andersons messende, fortællende – dog uden at være politiserende. Solal og Delbecq må også være bekendt med en duo som britiske Norma Winstones & John Taylors. For igen – et slægtsskab lader sig ane. I modsætning til Winstones og Taylors og for den sags skyld Andersons univers, rummer Solals og Delbecqs en udtalt grad af improvisation. Teksterne ligger fast og reciteres eller messes eller synges frem af Solal, alt imens Delbecq skaber lydflader, som ofte har mere karakter af netop lyd end musik. Franskmændenes univers er lyrisk, æstetisk sensitivt og kantet – blandt andet p.g.a. Delbecqs præparerede klaver og slagtøj. Fortællingen – det narrative – forekommer vigtigere end det melodisk formfuldendte. Det kantede – og dermed fortællingen – dominerer. Og det kan jeg for så vidt godt lide. For kombinationen af fortælling og forstyrret musik giver udtrykket som helhed en skøn kant.

****  /  dStream  /  38 min.