MUSIKANMELDELSE

Jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg havde forventet. Men i hvert fald noget andet, end det der ramte mine ører.

Når nu det var en klassisk komponist med operaer, symfonisk musik, kammermusik og blandt andet cellokoncerter på CV’et, ja, så havde jeg umiddelbart forestillet mig noget i dén retning.

Men albummet, Aftermath, overrumpler mig fuldstændig. Både på grund af genren, formen og kvaliteten.

Jeg kunne ganske vist have sagt mig selv, at der ville være tale om gennemarbejdet musik af høj kvalitet, når det nu var Niels Rønsholdt, der var afsender, for det er ikke uden grund, at han i 2021 blev tildelt en Carl Nielsen-pris og samme år blev nomineret til Nordisk Råds Musikpris (uden dog af få den). Han er en mand, der både har talentet og evnen til at skabe og følge store ting til dørs.

Aftermath er – som Rønsholdts forrige album, Country fra 2021 – resultatet af det, han selv kalder ”method composing”. Jeg vil tillade mig at kalde begrebet akademisk og uden afgørende, reel betydning. Men det, der ligger i det, er, at Rønsholdt – både i tilfældet Country og Aftermath – har været på en roadtrip i USA og skabt sine kunstneriske konceptalbum ud fra personaer og narrativer, som han har mødt på sin tur gennem USA. I den forstand er der både noget flygtigt og rodfæstet over sangene og musikken.

Hvor Country rummede sange og musik skrevet til en specifik cellist og sanger, Jakob Kullberg foruden sangeren Annekei (Anne Kraglund) og et kammerorkester, ja, så er sangene og musikken på Aftermath skabt som et soloprojekt – det vil sige, at Niels Rønsholdt selv spiller guitar og synger. Og det lyder jo meget amerikansk. Og meget lidt klassisk. Og sådan er det! Meget amerikansk og meget lidt klassisk – snarere er der tale om folkemusik eller americana (ikke country), som vi kender den fra blandt andre Don McLean og Tom Verlaine.

Lyriske Aftermath tager lytteren med ud på de amerikanske high ways, gennem de amerikanske storbyer, gennem Amerikas storladne landskaber og reflekterer over sager som skønhed, forfald og splittelse. Den selvfølgelige idé om frihed iblandes erfaringer med ensomhed og tristesse, håbløshed, og midt i dét – håb. De (efter min mening) bedste sange er ”Gluckstadt”, ”Hamilton Ave” og ”Williamsburg Wall”. Mesterligt – vokalt såvel som instrumentalt – formidler Niels Rønsholdt i disse sange sine tanker fra de amerikanske high ways.

Aftermath er som helhed et uhyre stærkt og stringent, minimalistisk og koncentreret album.

*****  /  Dacapo Records  /  44 min.