MUSIKANMELDELSE
Det er almindeligt kendt, at Tyskland i mellemkrigsårene (især i 1920’erne) var et samfund spændt ud mellem tradition og nybrud – mellem krigssår, der skulle slikkes og fremskridt, der partout skulle forceres. Dét satte sig også i tidens musik – især kabaretten – som den svenske mezzosopran (med de tætte forbindelser til det tyske), Anne Sofie von Otter, her revitaliserer sammen med Salon Orchestra fra Komische Oper Berlin, dirigeret af Adam Benzwi. Hvor løssluppen og humoristisk og forskruet – og samtidig forkrampet – det hele den gang kunne tage sig ud fremgår næsten af titlerne på nogle af de sange, von Otter og underholdningsorkesteret bringer til torvs. Tænk bare på spændet mellem ”Mein Gorilla ha ’ne Villa im Zoo” og ”Leben ohne Liebe kannst Du nicht” eller mellem ”Heut’ Abend lad’ ich mir die Liebe ein” og ”Vorbei”. Morskaben, ekstravagancen og den forcerede hysteri træder frem i momenter, fortvivlelsen, apatien og melankolien i andre. Men meget sigende for den fremherskende kabaretstil sender eksempelvis sangen ”Musik! Musik! Musik!” af Hans Fritz Beckmann og Peter Kreuder mine tanker i retningen af åbningen på The Muppet Show. Det er cirka der på skalaen de energiske kabaret-chansons befinder sig – afbrudt af dystre ballader som Bertolt Brechts og Hans Eislers ”An den kleinen Radioapparat”.
**** / BIS Records / 57 min.

