MUSIKANMELDELSE
Den japanske jazzpianist og –komponist, Satoko Fujii, er på mange måder en ener. For det første er hun ekstremt produktiv. For det andet indgår hun i et utal af konstellationer, med hvem hun ønsker ørenlyd. Derfor udkommer der en lind strøm af album for Fujiis side – i flere tilfælde konceptuelt definerede serier af album. Lige nu er hun i gang med at udgive en serie med sine orkestre – hun udgiver fem album med fem forskellige orkestre i løbet af dette halvår. After the Storm med Orchestra Kobe er det andet af de fem album. Og det starter ret overraskende – set i lyset af at Fujii er avantgardekunstner. Den første af de fire skæringer, som alle hedder ”After the Storm” (efterfulgt af et tal fra 1 til 4), åbner med en imponerende flot bassolo af Keishiro Saito. Dén solo bringer næsten en genrebetegnelse som kammermusik i spil. Men selvfølgelig udvikler den sig til avantgardejazz, efterhånden som den resterende del af Orchestra Kobe sætter ind. Og fra og med ”After the Storm 2” er avantgardjazzen fuldtonet, voldsomt insisterende, kompleks og krævende.
**** / Libra Records / 57 min.

