MUSIKANMELDELSE
Danske Britt Hein er nok mest kendt for sin tid som forsanger i funk-big-bandet Blast. Men hun er også medlem af vokalgruppen Singers og i øvrigt vokal coach for andre sangere. Med andre ord: én der forstår sig på sang.
Én gang tidligere har hun i eget navn udsendt et album – det var Sig det som det er i 2008. Men nu udsender hun endnu et album i eget navn, My Memory of You, og det er i min optik hendes hidtil bedste og mest personlige. Sangene på det er modne og vemodige. Præget helt specifikt af hendes mors dødsfald. Titelsangen refererer f.eks. direkte hertil.
Enkelte kompositioner har Britt Hein selv skrevet. Andre er skrevet af blandt andre Jørgen Emborg, Carsten Dahl og Niels-Henning Ørsted Pedersen. Og teksterne? Dem har Britt Hein skrevet sammen med Lisa Freeman – i flere tilfælde er de skrevet direkte til eller om den afdøde mor.
Genremæssigt er der tale om autentisk vokaljazz af en forunderligt vemodig, mørk og dog afklaret karakter. Britt Hein formår – med afsæt i materialet og med hjælp fra en solid konstellation bestående af Nikolaj Hess (klaver), Jesper Bodilsen (kontrabas), Morten Lund (trommer), Peter Marott (flygelhorn) og Mia Engsager (trækbasun) – at skabe et fortættet, intimt og meget rørende univers.
Sjælfulde sange som ”My Memory of You”, ”Shadows of Yesterday”, “Those Who Were” og ”Hymn for the End of the Day” er enkle, relatérbare og noget nær formfuldendte.
**** / Mingus Records / 40 min.

