KONCERTANMELDELSE
Den canadiske producer, sang- og guitarlegende, Daniel Lanois, var på forhånd – i mine øjne – det store trækplaster på årets Tønder Festival. Mine forventninger var af selvsamme grund høje.
Og lad det være sagt med det samme: De blev indfriet. For ikke bare demonstrerede Lanois hvor eminent en guitarist og steelguitarist, han er. Hans samspil med den danske jazztrommeslager Jeppe Gram og den danske el-bassist Jesper Haugaard og i øvrigt med gæsten – festivalens allerstørste trækplaster, countrylegenden Emmylou Harris – udviklede sig i en næsten gribende stærk retning.
Der var ikke på forhånd lanceret noget om, hvem han skulle spille med, eller hvad han skulle spille. Men jeg havde jo mine forhåbninger, selv om jeg tilstår, at jeg ikke havde spekuleret i konstellationer. Jeg havde mere håbet på bestemte sange.
At han ville komme til at optræde med en dansk besætning – det havde jeg ikke set for mig. Men jeg tænker, at valget er faldet på Haugaard efter samtaler mellem Lanois og Lasse & Mathilde. Det fynske folk-par har nemlig en trio med Haugaard og en levende forbindelse til og med Lanois. (Lanois og Lasse & Mathilde indledte for få år siden et kunstnerisk samarbejde, som formodentlig stadig pågår).
Uanset hvad, så optrådte Lanois og hans danske sidemen, så man skulle tro, de havde stået på scenen sammen mange gange før. Der var ingen slinger i valsen, ingen usikkerhed at spore. Tværtimod – en indbyrdes fortrolighed og en fortrolighed med materiale og stil.
Mest imponerende var Lanois’ teknik. Han spiller på én gang bemærkelsesværdigt nonchalant og sikkert. Han skaber klangflader af stor klarhed og retning, men med masser af underliggende skygger og digressioner, og det giver hans spil en særegen dybde og kompleksitet. I samværet med Gram og Haugaard førte det til et kunstnerisk udtryk af robust, manifest og karismatisk karakter. De tre skabte overbevisende klangflader. Og sublime sange / numre fra Lanois’ – efter min mening – bedste album, Here Is What Is fra 2008, blev vakt til live sammen med meget andet og nyere materiale. Stærkest fremstod i min optik versioneringerne af ”Where Will I Be” og det instrumentale nummer ”Blue Bus”, hvorpå Lanois demonstrerede sine uforlignelige evner på steelguitaren.
Det var selvfølgelig et særligt mindeværdigt moment, da Lanois et stykke inde i koncerten, meddelte, at han havde et ”special treat” til os. Så selvfølgelig brød vi ud i jubel, da Emmylou Harris kom ind på scenen og stillede sig midt imellem Lanois og Haugaard. Jeg mener – festivalens to største navne på samme scene på samme tidspunkt! Hvad kunne man mere ønske sig? (Det skulle da være, at Lanois bliver inviteret ind som gæst, når Harris optræder fredag aften).
Men at høre de to plus de to danskere versionere blandt andet Jimi Hendrix’ ”May This Be Love” (som Lanois allerede i 2009 revitaliserede som producer på Harris’ album, Wrecking Ball), det var fedt!
*****