Mark Guiliana: My Life Starts Now

Mark Guiliana er en eminent trommeslager, som på ingen tid er blevet kult på den amerikanske østkyst. Ikke fordi, han i en årrække har markeret sig som sideman for jazzmusikere som Avishai Cohen, Gretchen Parlato og Lionel Loueke, men fordi han er begyndt at spille og udgive sit eget fascinerende miks af jazz, drum’n’bass og…

Continue reading →

Live Foyn Friis: Running Heart

Norske Live Foyn Friis, som bor i Danmark, er lidt af en ener. Hun er en helt usædvanlig singer-songwriter, som nok har optrådt med etablerede jazznavne som Brian Blade, Thomas Morgan og Bugge Wesseltoft, og nok kan minde om Björk, men som først og fremmest er sin egen, og som sådan fremmaner sit helt eget…

Continue reading →

Gwilym Simcock: Instrumation

Den walisiske jazzpianist, Gwilym Simcock, som jazzentusiaster bl.a. har kunnet opleve sammen med Steve Swallow og Adam Nussbaum, er åbenbart blevet ramt af en trang til at afsøge det område, hvori jazzen møder den ny-klassiske musik. I hvert fald har waliseren, som endnu herhjemme er et ubeskrevet blad, komponeret noget musik, der hører til i…

Continue reading →

Songs For Iris: Let’s Begin

Songs For Iris er et dansk folk/pop-orkester, som – med sangerinden Heidi Mattsson i spidsen – spiller en form for akustisk folk/pop, der har hentet inspiration i americana og irsk/skotsk vokal-folk. Mattsson og orkesterets to mandlige sangere, Jakob Ambeck Vase og Mads Nyland har siden deres tid på Musikvidenskab delt passionen for den helt særlige…

Continue reading →

Noah Garabedian: Big Butter And The Eggmen

Kontrabassisten, Noah Garabedian, er efterhånden blevet en efterspurgt sideman på den amerikanske østkysts jazzscene. Han har spillet med folk som Ravi Coltrane, Josh Roseman, Ralph Alessi, Andrew D’Angelo og Myron Walden. Og nu pladedebuterer han i eget navn med Big Butter And The Eggmen, og det med en sekstet og en usædvanlig instrumentering: bas, trommer…

Continue reading →

Michael Wollny Trio: Weltentraum

Det lyder flot, men det er ikke helt hen i skoven, når Frankfurter Allgemeine Zeitungs kritiker kalder Michael Wollny ”den fuldkomne klavermester”, eller når Süddeutsche Zeitungs kritiker skriver, at han er dén tyske jazzmusiker, der pt. har ”det største internationale stjernepotentiale”. Wollny er for Tyskland, hvad Carsten Dahl er for Danmark, Leszek Mozdzer for Polen…

Continue reading →