Langt ind i Iselin Hermanns nye roman keder jeg mig lidt. Mest af alt fordi det er som om, persontegningen – skildringen af de fire mænd og deres nærmeste, deres omgivelser og deres gøremål – virker overfladisk og skitseagtig. Det er som om forfatteren bare har brugt sin egen betagelse af Paris, fransk kultur og det franske sprog som alibi for at tegne skitser af de fire franskmænd og deres liv – uden egentlig at kere sig om, hvad jeg – hendes læser – skal bruge skitserne til. Jeg får hverken fortælleteknisk fremdrift eller sprogligt overskud at suge næring fra.
Men halvandet hundrede sider inde i romanen sker der noget. For da viser det sig, at de fire mænd faktisk er én og samme mand – én mand, der formår at leve fire adskilte liv med fire forskellige kvinder.
Da kvinde nummer fire kommer til, og manden bliver stormende forelsket i hende (for ikke at sige besat af hende) sætter han imidlertid al forsigtighed over styr (begæret tager styring i hans liv); og da kvinde nummer et (må det være) samtidig hyrer en detektiv til at opklare, hvad det er hendes mand egentlig undlader at fortælle om sit liv uden for hjemmets fire vægge, begynder alle dominobrikkerne at vælte. Og så overgiver jeg mig. Til romanen, dens konstruktion, persontegning og dæmoni. Så tror jeg på kirurgen Zephyr, der bor i en lejlighed med sin smukke, men køligt distancerede hustru, Manon. Jeg tror på forfatteren Toqué, der har et barn med sin vege elskerinde, bartenderen Rose (som i øvrigt bor i ejendommen overfor Zephyrs). Jeg tror på sygehjælperen Eric, der kvitter jobbet på hospitalet (det job, som Manon tror er kirurgens) for at lade sig ansætte som privat sygehjælper af en rig, excentrisk dame. Og jeg tror på den mystiske mand, som hovedkulds forelsker sig i en kvindelig fotograf, der giver sig hen, selv om hun hurtigt opdager, at manden er gift med Manon (og med hende barnløs) og har et forhold (og et barn med elskerinden, Rose). Fotografen har selv mand og barn, så hun er ikke forarget over mandspersonens svigefuldhed, kun overrumplet over sin egen forelskelse i ham.
Mandens besættelse af fotografen (hans seksuelle begær) antager dimensioner, som uvægerligt få dominobrikker til at vælte. Han får ikke hentet sit barn, møder ikke på arbejde i tide, overholder ikke sine deadlines, svigter alt andet end sit eget begær. Samtidig med at kvinderne omkring ham begynder at få nok af hans svigt. Derfor bliver det også kun et spørgsmål om hvornår, hvor fra og i hvilken hast – og selvfølgelig: med hvilke konsekvenser – dominobrikkerne vil falde. (Alle) mandens forhold er på spil, hans faderskab, hans arbejde, hans selvforståelse, hans facade. Alt.
At jeg overgiver mig til romanen om manden med de fire virkeligheder skyldes måske, at de første halvandet hundrede sider afspejler fire helt almindelige, forholdsvis udramatiske liv. At de fire liv – som i virkeligheden er ét – viser sig at bunde i noget, der måske nok ikke er psykopati, men i hvert fald svigefuldhed, uansvarlighed og rendyrket egoisme. Jeg overgiver mig, fordi romanen på fascinerende vis skildrer det menneske, der så ubesværet lever med fortielser og løgne.
Blødt formuleret vil man kunne hævde, at romanen handler om ægteskabelige og udenomsægteskabelige forviklinger, men mere retvisende vil det være at sige, at den handler om det samvittighedsløse menneske, der bygger sit liv op om flere parallelle løgne, og som ikke tilnærmelsesvis har blik for sin egen afstumpethed og de følelsesmæssige konsekvenser heraf for andre. Det er muligt, at manden ikke selv er bevidst om, hvor destruktivt (og selvdestruktivt) hans forehavende er, men bevidst eller ubevidst så er hans omgangsform med andre mennesker dæmonisk. Hans egne behov og impulser skygger for alt andet og alle andre, og det er dét der efter de første halvandet hundrede sider gør læsningen så medrivende. Dét, at man bare ved, at de fire adskilte liv med de fire forskellige kvinder ikke vil kunne fortsætte som parallelle spor, men vil blive flettet sammen og føre til sammenstød og sammenbrud.
Selv om romanen bliver medrivende, skal jeg dog stadig pointere, at den ikke er en stor litterær oplevelse – at der heller ikke i sidste del af romanen er det store sproglig overskud at suge næring fra.
*** / Forlaget Lindhardt og Ringhof / 312 sider