BOGANMELDELSE Louise Kringelbach (f. 1974) romandebuterer med Sorgforstøveren, en mærkværdig historie om en dansk virkelighed, hvori sorg tager bolig i dyr, som følger det enkelte, sørgende menneske. Det kan være en vandrende pind, en guppy, en flok hvepse, en spurv, en ulv, sågar en spækhugger eller en elefant.
Romanens hovedperson, Thor Moslav, er en anerkendt og respekteret sorgforstøver, en slags psykolog eller psykiater som i sin private klinik i det centrale København tager imod en endeløs strøm af klienter / patienter, hvis sorgdyr han ”forstøver”.
”Forstøvningen” minder om en blanding af clairvoyance og healing og målet med den er at ”formindske” dyret, så det bliver mere håndterbart for det enkelte, sørgende menneske. Men for det første er der flere klienter / patienter, der reelt er mere trygge ved deres sorgdyr end ved tanken om at være foruden. For det andet, er det ikke altid en fordel, at et sorgdyr bliver ”mindre” – selv om den klient / patient, der indledningsvist har en ulv som sorgdyr lettere kan gå en tur, når ulven bliver til en schæfferhund; eller Thor Moslavs egen far, som først har en spækhugger som sorgdyr, lettere kan håndtere sit liv, da sønnen formindsker hans sorg og spækhuggeren bliver til en karpe og siden en guppy.
Men noget i behandlingen af én klient / patient er gået galt. Thor Moslav har nemlig nok formået at ”forstøve” Mortimer Prais’ voksne, afrikanske elefant (ved en konsultation i en park, eftersom elefanten ikke kunne komme igennem døren til klinikken), så nu er det store pattedyr blevet en lille, legesyg og charmerende elefantunge. (Sorgdyr kan åbenbart også blive pjattede).
Problemet er, at elefantungen, som sover sammen med Mortimer Prais – formodentlig ved et uheld – en nat kommer til at rulle hen over Mortimer Prais, som dermed afgår ved døden. Dødsfaldet afstedkommer en politimæssig undersøgelse og siden en etisk undersøgelse fra Sorgforstøverforeningen: Har Thor Moslavs behandlingsforløb overholdt de etiske regler? Kan han gøres ansvarlig for, at Mortimer Prais’ sorgdyr blev legesyg? Kan han dermed gøres ansvarlig for, at klienten / patienten er blevet dræbt af sit sorgdyr? Dét er et af romanens centrale spørgsmål.
Thor Moslav, som i årevis har været en feteret sorgforstøver, trues nu både på bestalling, økonomi og ære. Pludselig står (eller rettere: ligger) han selv med et sorgdyr, en krage, der holder ham vågen om natten og pikker ham til blods i bryst og mave. Hele hans tilværelse truer med at falde fra hinanden. Oveni får han endda – af en af sine elskerinder – at vide, at han skal være far – selv om han i årevis har vidst, at han er steril og ikke kan få børn. Hans selvforståelse og værdisæt udfordres således pludselig på flere måder.
Ud af ovenstående må man kunne forstå, at Louise Kringelbachs romandebut er at kategorisere som magisk realisme. Forfatteren skildrer en virkelighed, hvori det er helt naturligt, at et menneske går rundt i København med en spækhugger eller en elefant ved sin side; hvori sorgforstøvere er som popstjerner, genstand for hippe journalisters interesse; og hvori vante forestillinger i det hele taget udfordres. Forfatteren er tro overfor dén præmis og kombinerer den elegant med en virkelighed, som vi alle kender. Men selv om romanen er godt skrevet – og indenfor rammerne af den magiske realisme troværdig – vil jeg alligevel sige, at den er spinkel. Historien er filmisk fortalt, men jeg forbliver som læser intellektuelt og følelsesmæssigt indifferent. Jeg bliver ikke udfordret eller involveret. Ikke desto mindre er debutantens roman værd at læse – alene af den grund, at hun skriver indenfor en subgenre, som er så sjælden i dagens Danmark.
*** / Forlaget Lindhardt og Ringhof / 240 sider