BOGANMELDELSE Patterson – Sort ko, hvid mælk er Kasper Syhlers romandebut. En underfundig og meget morsom fortælling om en mand, der er ét med sine mange idiosynkrasier.
Patterson minder på mange måder om Doppler, norske Erlend Loes tilbagevendende romanfigur. Både Patterson og Doppler er optaget af eksistentielle spørgsmål, men Patterson er alligevel et mere ureflekteret, uempatisk og egoistisk offer for sine egne idiosynkrasier end Doppler. Patterson er grandios, brovtende, brutal og excentrisk – uden selv at være klar over det. I begyndelsen.
Man får i romanen at vide, hvordan Patterson møder sin elskede Irene – han har i et supermarked åbnet en række portvine for at finde ud af hvilken af flaskerne, der vil passe hans farmor bedst, og så skænker han ellers et glas til den forbipasserende Irene – midt i det selvopførte picnicområde på supermarkedets flisegulv. Irene falder for excentrikeren, som ”overlever” den ballade, handlingen udløser.
De to bliver ét, og Irene forsøger siden at affinde sig med, at Patterson i sin yngre år har samlet på genstande, der kredser om kvindekønnets mysterier. Flere gange forsøger hun at bortskaffe genstandene og de mange optegnelser, Patterson selv har skrevet på baggrund af ”feltarbejder”, men først da hun får idéen til den ultimative ødelæggelse af noterne, sker der noget.
Hun lader noterne opløse i vand og lim og laver en buste i papmaché – en buste af Patterson. Da han ser busten, oplever han den som en kærlighedserklæring, hvorfor han må skrive nogle haikudigte om kærlighedens mange facetter, og disse digte bliver – af grunde som ikke her skal nævnes – udgivet og modtaget med rosende anmeldelser, trods litterære svagheder.
Nogle af de mest iøjnefaldende digte handler om Irenes hængende bryster. Naturligvis føler hun sig offentligt udleveret, og i afklaret vrede – efter mange vanskelige år – forlader hun Patterson, der snart efter vender tilbage til sine feltarbejder og studier af kvindekønnet.
Nu – i denne nye situation, hvor han reelt er blevet en ældre herre – møder han imidlertid modstand som aldrig før, og pludselig aner man som læser en sen antydning af refleksion og ydmyghed.
Portrættet af Patterson er fint. Kvindelige læsere vil ganske vist – tror jeg – finde manden irriterende, men mandlige læsere vil – tror jeg – finde ham fascinerende og sjov, fordi hans grandiositet og manglende selvindsigt og proportionssans er så himmelråbende tydelig.
Romanen er godt skrevet, teksten flyder, og tonen er stringent. Men der er altså ikke tale om stor litteratur. Slet ikke. Romanen er kun som en god pause – ikke krævende, men skøn og hurtigt overstået.
*** / Forlaget Gyldendal / 208 sider